Det kom som et chok for de fleste, da russiske kampvogne rullede over grænsen til Ukraine i februar 2022. Men for Hasan Husejnow var det bare kulminationen på en udvikling, han havde set komme længe før. Allerede i 2015, mens mange vestlige ledere stadig troede på diplomati, advarede den russiske professor om, at Vladimir Putin planlagde en fuldskala invasion. I dag bliver hans ord taget meget alvorligt af både eksperter og politikere.
Nu peger Husejnow på et nyt område på landkortet. Hans seneste analyser har vakt opsigt i internationale medier, og her er det hverken Polen eller de baltiske lande, der står øverst på Putins liste over nye konfliktzoner. I stedet peger pilen mod Moldova – og helt specifikt den prorussiske udbryderregion Transnistrien. Det er her, analytikeren ser den største sårbarhed lige nu.
En frossen konflikt kan tø op
I årtier har Transnistrien været det, man kalder en “frossen konflikt”. Officielt er regionen en del af Moldova, men i virkeligheden styres den af separatister med ekstremt tætte bånd til Moskva. Der er allerede russiske tropper i området. Officielt kaldes de for fredsbevarende styrker, men i Moldova og Vesten ser man dem som en besættelsesmagt. For Putin er området en strategisk guldgrube, hvis målet er at skabe mere uro i både Moldova og Ukraine.
Husejnow forklarer, at hans advarsler om Ukraine i sin tid blev mødt med vantro. Men de mønstre, han ser nu, minder skræmmende meget om optakten til tidligere russiske angreb. Transnistrien ligger klemt inde mellem Moldova og det vestlige Ukraine. Det gør det til en ideel base, hvis man vil skabe kaos på to fronter på samme tid.
“Stedet er Moldova, og især den lokale separatistregion Transnistrien,” lyder vurderingen fra Hasan Husejnow.
Strategisk gevinst til en billig pris
Men hvorfor skulle Putin vælge netop Moldova som det næste mål? Svaret skal findes i en kynisk beregning af risiko og ressourcer. Husejnow vurderer, at Rusland kan opnå store resultater med ret få midler. Ved at starte en konflikt i Transnistrien kan Kreml lægge et voldsomt pres på Moldovas proeuropæiske regering under præsident Maia Sandu.
Samtidig vil en eskalering tvinge det ukrainske militær til at flytte vigtige tropper væk fra fronten i Donbas. De bliver i stedet nødt til at bevogte grænsen mod vest. Det skaber en fordel for Moskva, der kan splitte modstanderens fokus uden selv at skulle sende enorme mængder af nye soldater i kamp.
Uden for NATO’s rækkevidde
En af de vigtigste pointer i Husejnows analyse handler om NATO. I modsætning til nabolandet Rumænien er Moldova nemlig ikke medlem af forsvarsalliancen. Det gør landet til et let offer i Kremls øjne. Ved at operere i Moldova kan Rusland udfordre sikkerheden i Europa uden nødvendigvis at aktivere NATO’s artikel 5, som ville betyde en direkte krig med USA og resten af Vesten.
Analytikeren drager i den forbindelse dystre paralleller til Europa i 1930’erne. Han ser et mønster, hvor autoritære regimer forsøger at starte nye konflikter for at dække over problemer på hjemmefronten eller for at vende modgang på slagmarken til en form for sejr. Da krigen i Ukraine ikke har givet den hurtige gevinst, Putin håbede på, kan en ny front i Moldova fungere som en kærkommen afledning.
Kampen om fortællingen
En stor del af den russiske strategi vil ifølge Husejnow handle om at styre fortællingen. Han forventer, at Kreml vil prøve at fremstille enhver ny konflikt som et nødvendigt svar på provokationer fra enten Ukraine eller Vesten. Det er en velkendt taktik: Man skaber kaos og præsenterer derefter sig selv som den eneste magt, der kan skabe ro igen.
Mens advarslerne fra Hasan Husejnow spreder sig, holder de europæiske efterretningstjenester skarpt øje med regionen. Moldova er rykket tættere på EU de seneste år, men landet er stadig meget sårbart over for russisk hybridkrig, falske nyheder og pres på energiforsyningen. Det er en af de største sikkerhedsudfordringer i Europa i dag. Spørgsmålet er nu, om det internationale samfund vil handle på advarslerne denne gang – før det er for sent.