Det er et markant kursskifte i europæisk udenrigspolitik. EU har netop valgt at suspendere sanktionerne mod centrale navne i den syriske overgangsregering, herunder forsvarsminister Murhaf Abu Qasra og indenrigsminister Anas Khattab. Det er en del af en ny strategi efter Bashar al-Assads fald. Men kritikken ulmer allerede, og flere mener, at beslutningen er truffet alt for hurtigt.
Fra terrorliste til politisk legitimitet
Modstanden skyldes især ministrenes fortid i militante grupper. Begge ministre har rødder i Hayat Tahrir al-Sham (HTS). Det er en organisation, der startede som Jabhat al-Nusra – en officiel gren af al-Qaeda i Syrien. HTS har de seneste år forsøgt at “rebrande” sig selv som en moderat, lokal oprørsbevægelse. Men gruppens ideologiske ophav bekymrer stadig internationalt.
Manden bag forvandlingen er Ahmed al-Sharaa, tidligere kendt som Abu Mohammad al-Jolani. Han har skiftet uniformen ud med vestlige jakkesæt for at vinde international anerkendelse. Og det er netop denne bevægelse mod midten, som EU nu belønner. Ved at lempe de økonomiske og diplomatiske lænker håber man at gøre det muligt at bygge en ny stat op.
Realpolitik over for flygtningestrømme
Blandt EU’s diplomater kaldes beslutningen for nødvendig “realpolitik”. Logikken er simpel: Man er nødt til at tale med dem, der rent faktisk sidder på magten i Damaskus. Det handler om at sikre stabilitet, få nødhjælpen frem og holde styr på mulige flygtningestrømme. Efter årtiers krig er Syrien præget af et magttomrum. Her er de HTS-ledede grupper lige nu den mest organiserede kraft, der findes.
Men normaliseringen rejser svære spørgsmål. Er det nok at skifte kurs og retorik for at vaske en fortid i terrorbevægelser af sig? Det diskuterer eksperterne nu. Modstanderne frygter, at man svigter de civile kræfter, der har kæmpet for demokrati. I stedet ender man med at give legitimitet til “stærke mænd” med en fortid i militæret.
Krav om reformer og gennemsigtighed
Normalt fjerner man først sanktioner, når der er beviser for fremskridt inden for menneskerettigheder og demokrati. Men her virker det til, at de barske realiteter på jorden har speedet processen op. Nu har EU en bunden opgave: De skal sikre, at de nye ledere rent faktisk overholder internationale regler og beskytter landets minoriteter.
Hvis de nye magthavere i Damaskus får fuld anerkendelse uden at gøre op med fortiden, kan det skabe en farlig præcedens i andre konflikter. For os i Europa betyder det, at EU’s troværdighed er på spil. Kan man bekæmpe terror og samtidig samarbejde med folk, der før var en del af det? Svaret får vi i de kommende måneder, når vi ser, hvordan overgangsregeringen bruger sin nye magt.