Ildkamp i centrum af Kraków
Den bevæbnede gerningsmand åbnede ild i det centrale Kraków, og politiet rykkede ud. Der udbrød en ildkamp, og to betjente blev såret under indsatsen.
Sammen lykkedes det dem at stoppe skytten.
Den ene af betjentene er Jakub Kulik. Han blev ramt af tre skud og ligger nu på hospitalet med alvorlige skader.
Den anden betjent, Artur Morański, blev ramt af ét skud. Også han er indlagt med alvorlige skader.
Sjælden blodtype
Jakub Kulik har tidligere gjort tjeneste som faldskærmsjæger i den polske hær. For nylig forlod han forsvaret for at blive politibetjent.
Han har blandt andet pådraget sig alvorlige skader på en lunge, skriver det polske medie Onet ifølge Aftonbladet. Og så har han den sjældne blodtype AB Rh+.
Avisen gengiver en opfordring fra hans tidligere kolleger:
“Jakub har en svigtende lunge, og lige nu er hver en dråbe blod værdifuld. Vi appellerer til alle, der har mulighed for at give blod, om at kontakte en blodbank”.
Også justitsminister Waldemar Zurek har opfordret befolkningen til at give blod. Han skriver på X, at Kulik har en svigtende lunge og har brug for hver en dråbe blod. Donorer bliver bedt om at oplyse, at blodet skal gå til Jakub Kulik. Opfordringen er også udsendt på Facebook af 6. luftbårne brigade, hvor Kulik tidligere gjorde tjeneste.
Hyldest fra toppen af polsk politik
Polens premierminister, Donald Tusk, har også rost de to betjentes indsats. Han skriver på X:
“De reddede sandsynligvis mange liv uden at tænke på risikoen for at miste deres eget. Deres tilstand er alvorlig, men de får den bedst mulige behandling. Hele Polen holder fingrene krydsede for jer”.
Landets justitsminister, Waldemar Zurek, har ligeledes fremhævet indsatsen. Han skriver, at betjentene stod ansigt til ansigt med terroristen, som skød med automatvåben, og at de gik ind i ildkampen og stoppede ham med deres egne kroppe.
