En 16-årig dreng er død efter en trafikulykke torsdag aften i Brønshøj-Husum ved København. Det bekræfter vagtchef Anette Ostenfeldt fra Københavns Politi.
Ulykken skete på Islevhusvej klokken 22.38, da drengen af endnu ukendte årsager løb ud foran en bil fra udlejningsselskabet Green Mobility. Ifølge vidneforklaringer blev han påkørt af køretøjet.
“Det er et alvorligt færdselsuheld, og der er én, der er afgået ved døden,” siger Anette Ostenfeldt.
Politiet undersøger omstændighederne
Drengens familie er blevet underrettet om dødsfaldet. En bilinspektør blev sendt til ulykkesstedet for at undersøge præcis, hvad der skete – blandt andet hvor hurtigt bilen kørte, og om der blev foretaget opbremsninger.
Føreren af bilen, en ung mand, blev testet for påvirkning. Testene viste, at han ikke havde været påvirket af alkohol eller narko. Politiet forlod ulykkesstedet klokken 01.50 natten til fredag.
“Ud fra vidneforklaringer mener vi, at drengen pludselig er løbet ud på vejen og er blevet påkørt af en bil,” forklarer vagtchefen.
Rapport ventes snart
Bilinspektørens rapport forventes at give mere klarhed over ulykkesomstændighederne. Det vil ifølge politiet tage lidt tid, før rapporten foreligger.
