Regeringen har skrevet det ned i sit grundlag: der skal være mindst ét friplejehjem eller lokalplejehjem i hver kommune. Målsætningen lyder fornuftig på papiret – især når Danmark står over for en markant stigning i antallet af ældre borgere, der har brug for pleje og omsorg.
Men virkeligheden på plejehjemmene tegner et mere dystert billede. Trods løfterne om at “sikre, at udbuddet af plejeboliger følger med efterspørgslen” viser tal fra kommunerne, at antallet af plejehjemspladser ikke stiger i takt med behovet.
Demografien arbejder mod os. Danmark bliver ældre. Hver år fødes færre børn, og samtidig lever vi længere end nogensinde før. Det betyder, at andelen af mennesker over 65 år vokser konstant – og med det vokser også behovet for plejeboliger, hjemmepleje og dagcentre.
Kommunerne står i en presset situation. Mange har allerede ventelister på plejehjemspladser, og nogle borgere venter månedsvis på at få en plads. Samtidig skal kommunerne også håndtere økonomi, der ikke altid følger med udgifterne til ældreomsorg.
Problemet er ikke nyt. I årevis har fagfolk advaret om, at Danmark ikke bygger nok plejeboliger. Organisationer, der arbejder med ældreomsorg, har gentagne gange påpeget, at hvis ikke der investeres massivt nu, vil systemet blive overbelastet inden for få år.
Regeringens løfte om mindst ét friplejehjem eller lokalplejehjem i hver kommune var tænkt som et svar på denne krise. Friplejehjemmene skulle give borgerne mere valgfrihed, mens lokalplejehjemmene skulle være mindre og mere intimt tilrettelagt end de traditionelle plejecentre.
Men løftet og virkeligheden halter efter hinanden. Nogle kommuner har slet ikke ressourcer til at etablere nye plejeboliger. Andre mangler byggegrunde eller økonomisk råderum. Og selv hvor der bygges, er det ofte ikke nok til at dække det stigende behov.
For de ældre borgere betyder det ofte lange ventetider. For deres familier betyder det stress og usikkerhed. Og for kommunerne betyder det en voksende opgave, der bliver sværere at løse for hver dag, der går.
Spørgsmålet er nu, hvad regeringen vil gøre for at indfri sit løfte. Skal der mere økonomi til? Skal kommunerne have mere frihed til at løse opgaven på deres egen måde? Eller skal der helt nye løsningsmodeller til?
Det er klart, at status quo ikke holder. Hvis Danmark skal kunne tilbyde værdige plejeforhold til sine ældre borgere, skal der handling til – og det skal der snart.