Ellie Harrison var 21 og uden symptomer, da en hjemmetest for kønssygdomme viste, at hun havde HIV. Hun boede i et fast forhold og havde aldrig forestillet sig en sådan besked. Resultatet vendte hendes liv på hovedet, gjorde dating vanskelig og satte hende på en ny kurs som offentlig taler og aktivist i Storbritannien.

Fra uvidenhed til aktiv stemme

Siden diagnosen har Harrison arbejdet målrettet med oplysning. Under navnet @elliestayingpositive på sociale medier deler hun personlige beretninger, fakta om behandling og udfordringerne ved at være kvinde med HIV i et samfund, hvor mange stadig mangler basalkendskab til virusset. Hendes strategi er at kombinere eget liv med konkret information om behandling, forebyggelse og seksualrådgivning.

Hun beskriver selv den indre forvandling: “Jeg kæmpede meget med selvstigmatisering i starten, fordi jeg ikke forstod virusset. I dag ser jeg min diagnose som en af de bedste ting, der kunne være sket for mig.”

Et særligt fokus på kvinder

Harrisons erfaring peger på et større problem: kvinder testes og forebygges i langt mindre omfang end mænd. Globalt udgjorde kvinder 44 procent af de nye HIV-diagnoser i 2023, men i England var andelen af kvinder, der opsøgte specialklinikker og brugte PrEP, kun 3,1 procent. Ifølge Harrison fører den lave deltagelse til senere diagnoser og ringere muligheder for forebyggende indsats.

Hun kritiserer sundhedssystemets tendens til ikke at opfatte kvinder som en risikogruppe og peger på tabuisering af seksualitet som en barriere for testning. Mange kvinder vælger derfor at holde deres status hemmelig eller undgår klinikker af skam og frygt for fordomme.

Dating, stigma og fakta

Personlige relationer har været særligt vanskelige for Harrison. Hun har været single siden diagnosen, ikke af eget valg, men som følge af andres reaktioner. Stigmatiseringen omkring HIV lever fortsat og farves ofte af forældede opfattelser om smitteveje og farlighed.

Et centralt budskab i Harrisons oplysning er U=U — undetectable equals untransmittable — som betyder, at personer i effektiv behandling med umålelig virusmængde ikke kan overføre HIV. Hun arbejder for, at denne viden når bredere ud, fordi den kan ændre både lovgivningens, klinikkers og omgangskredsers tilgang til dem med diagnosen.

Moderne behandlinger ændrer landskabet

De lægefaglige fremskridt er tydelige. Antiretrovirale lægemidler forhindrer virussen i at formere sig, så immunsystemet kan genopbygge sig, og en umålelig virusmængde kan opnås. Længerevarende og enklere behandlingsregimer gør det nemmere at opretholde effekt. Et konkret nyt middel, lenacapavir, har i kliniske forsøg vist lovende resultater og ses som et potentielt gennembrud i kampen mod HIV.

Oplysning som forebyggelse

Harrison kombinerer egne fortællinger med fakta for at ændre opfattelsen af HIV fra en skamfyldt dom til en håndterbar kronisk tilstand. Hendes budskab er tydeligt: Diagnose er ikke afslutning, men begyndelse på et nyt kapitel. “HIV-diagnosen er ikke slutningen – det er starten på noget nyt.”

Hun fremhæver også sociale medier som kanal til at nå unge, der ellers ikke opsøger klinikker. En humoristisk video om hendes egen situation gik viralt og satte fokus på, hvordan ærlighed og nærvær kan reducere frygt og skabe dialog.

Vejen videre

Ellies historie viser både de konkrete forbedringer i behandling og den sociale arv, der stadig omgiver HIV. Forandring kræver både medicinske løsninger og kulturændringer: bedre tilbud om test og PrEP til kvinder, mere målrettet oplysning og en afstigmatisering i både medier og sundhedssektoren.

Harrison arbejder for, at flere unge — særligt kvinder — tør gå til test og få viden nok til at handle. Hendes erfaring peger på, at viden og tilgængelige behandlinger kan omdanne en skræmmende besked til et håndterbart forløb, hvor livet fortsætter med arbejde, relationer og ambitioner.