En undersøgelse fra Japan peger på en overraskende forklaring på, hvorfor nogle patienter taber mere vægt end andre på moderne vægttabsmedicin: deres modtagelighed for madens visuelle og lugtmæssige påvirkning. Forskerne fulgte 92 personer med type 2-diabetes i et år under behandling med GLP-1-lægemidler og målte både fysiologiske parametre og spiseadfærd.
Metoder og deltagere
Deltagerne fik enten semaglutid eller dulaglutid, og forskerne registrerede vægt, fedtprocent, blodsukker og blodprøver relateret til lever og kolesteroltal gennem hele forløbet. Samtidig svarede de på spørgeskemaer om spisevaner, herunder hvor let de lod sig friste af mad, når de så eller duftede den — en adfærd der i litteraturen kaldes “ekstern spisning”.
De tydelige resultater
Patienter med høj tendens til ekstern spisning viste de største vægttab efter tre og tolv måneder. Sammen med vægttabet sås forbedringer i blodsukker for nogle, ligesom gennemsnittet af gruppen oplevede lavere kolesteroltal og forbedrede leverværdier. Muskelmassen forblev i øvrigt stabil, selvom fedtprocenten faldt.
Flertallet af deltagere reducerede deres daglige kalorieindtag og rapporterede færre episoder, hvor syn eller lugt af mad udløste trang til at spise. Det indikerer, at GLP-1-medicinen ikke kun virker via hormoner som insulin og glukagon, men også dæmper hjernens respons på madstimuli.
Hvad virkede mindre
Undersøgelsen fandt kun midlertidig effekt på bevidst restriktiv spisning — det vil sige at undgå bestemte fødevarer ved viljestyrke — og følelsesmæssig spisning vendte i gennemsnit tilbage til udgangspunktet efter et år. Den direkte effekt på insulinrespons var mindre tydelig, hvilket peger på, at blodsukkerforbedringer ikke nødvendigvis kan forklares alene ved ændringer i spisevaner.
Biologisk forklaring
GLP-1-lægemidler påvirker både perifere hormoner og centrale belønningssystemer i hjernen. Tidligere hjernestudier har vist, at overvægtige ofte har en forstærket belønningsrespon s på billeder af mad. Den nye japanske data støtter, at patienter hvis spisetrang udløses af syn og lugt, oplever størst gevinst ved medicinsk blokering af disse signalveje.
Begrænsninger og forbehold
Forskerne peger på flere væsentlige begrænsninger: Studiet var observationsbaseret og byggede på selvrapporterede spørgeskemaer. Deltagerne var muligvis mere motiverede end gennemsnittet, og faktorer som økonomi, psykisk trivsel og andre livsstilsvariabler blev ikke korrigeret for. Derfor kan resultaterne ikke uden videre overføres til alle med type 2-diabetes.
Konsekvenser for klinisk praksis
Alligevel har undersøgelsen vigtig praktisk relevans: En simpel vurdering af, hvad der udløser en patients spisetrang — syn/duft, følelser eller vilje — kan hjælpe læger med at forudse, hvem der vil få størst vægttabseffekt af GLP-1-behandling. Det åbner mulighed for mere målrettet brug af medicinen og bedre patientvejledning om adfærdsændringer, der øger effekten.
Hvad kan patienter gøre?
- Vær opmærksom på, hvad der udløser sult eller trang: Er det synet af mad, lugten eller følelser?
- Diskutér spiseprofiler med din læge, hvis du overvejer GLP-1-behandling.
- Husk, at medicin sjældent står alene — ændringer i kost og adfærd supplerer virkning og kan forlænge gevinsterne.
Fremtidige kontrollerede studier med større, mere heterogene deltagergrupper er nødvendige for at bekræfte resultaterne. Indtil da kan viden om ekstern spisning være et nyttigt værktøj i dialogen mellem patient og behandler om forventninger og valg af behandling.