Anders Antonsen har gjort det meste rigtigt i sin badmintonkarriere. Fire VM-medaljer. Tre EM-titler. Elleve World Tour-sejre, heraf to Super 1000-turneringer. Men når den 29-årige aarhusianer ser tilbage på karrieren, mangler der noget helt afgørende.
Den helt tunge titel. Den slags, der bliver husket længe efter karrieren er forbi.
“Jeg synes allerede, jeg har haft en rigtig god karriere, og jeg er meget glad for det, jeg har opnået, men jeg synes, at min karriere mangler en af de der helt tunge titler, der klinger anderledes end Malaysia eller Indonesia Open. Det vil betyde alting for mig og min karrieren, hvis jeg kunne sige, at jeg havde vundet en af de rigtigt store som OL, VM eller All England,” siger Antonsen.
Mandag starter VM i New Delhi, og danskeren er seedet som nummer fire til at nå semifinalerne. Men tiden er ved at blive knap. Antonsen er bevidst om, at chancerne ikke bliver flere, når han går ind i 30’erne.
“Jeg er bevidst om, at chancerne ikke hænger på træerne og ikke nødvendigvis bliver større år for år, når jeg går ind i 30’erne. Lige nu er jeg en af de bedste og er skadesfri, men jeg ved ikke, hvordan det ser ud næste sommer,” erkender han.
Da Antonsen var i VM-finalen som 21-årig, troede han, der ville komme ti finaler mere. Nu handler det om at få det gjort, mens muligheden er der.
Tæt felt i toppen
Hos bookmakerne regnes Antonsen som fjerdefavorit til guldet. Han føler sig blandt de spillere, der kan gå hele vejen, men han er ikke blind for konkurrencen.
“Alle slår alle på kryds og tværs i toppen lige nu, og der er vel 20 spillere, hvor jeg ikke vil blive overrasket, hvis de står øverst på skamlen. Det er helt sindssygt tæt. Jeg har en følelse af, at alle er lige gode, og så handler det om, hvem der har momentum i den uge,” siger Antonsen.
Han kommer ikke helt uden form til New Delhi. For tre måneder siden vandt han Thailand Open, selvom de seneste fire turneringer ikke har bragt store resultater. Antonsen mener dog, han er forberedt seriøst til VM.
Svær vej gennem turneringen
I første runde møder Antonsen Dicky Dwi Pangestu fra Aserbajdsjan mandag. Det ville være “rigtigt skidt” at tabe den, siger han selv.
Allerede i anden runde venter sandsynligvis ireren Nhat Nguyen, som Antonsen har stor respekt for. Nguyen har slået flere top-10-spillere på det seneste, blandt andet Chou Tien-chen ved Japan Open. Ugen efter vandt Chou China Open.
“Han kan slå spillere, som ugen efter vinder turneringer, så allerede der bliver jeg testet voldsomt,” siger Antonsen.
