Når en terrorist kører ind i en julemarked og dræber mennesker, er det naturligt at søge efter svar. Hvem burde have stoppet det? Hvad gik galt? Og hvordan sikrer vi, at det ikke sker igen?
Disse spørgsmål er vigtige. Men de skal ikke blive til en unuanceret kritik af det, der gør Europa værd at forsvare.
Christian Egander Skov skrev for nylig, at “Europa har endnu en gang betalt prisen for sin naivitet”. Det er en påstand, der høres ofte efter terroranslag. Åbenhed, frihed og tolerance bliver gjort til syndebukke. Som om det at have åbne grænser og demokratiske værdier er det samme som at være blind over for farer.
Men sådan hænger det ikke sammen.
Når systemerne svigter
Ja, militant islamisme er en reel trussel mod europæisk sikkerhed. Det er ikke naivt at sige. Det er faktisk det modsatte af naivitet – det er at se virkeligheden i øjnene. Og ja, staten har et ansvar for at beskytte sine borgere. Det er ikke en liberal drøm. Det er en grundlæggende pligt.
Men når myndighederne fejler i at forhindre et angreb, handler det sjældent om, at de var for naive. Det handler om konkrete systemsvigt.
Efterretninger, der ikke blev delt mellem lande. Overvågning, der ikke var tilstrækkelig. Kommunikation mellem politistyrker, der ikke fungerede. Eller ressourcer, der ikke var til stede. Det er ikke naivitet. Det er dårlig administration, manglende koordination og nogle gange simpel uflaks.
Når vi kalder det naivitet, undgår vi at stille de rigtige spørgsmål: Hvorfor blev denne person ikke stoppet, selvom han var kendt af myndighederne? Hvilke systemer svigtede? Og hvad skal vi konkret gøre anderledes?
Historien viser noget helt tredje
Hvis vi ser på europæisk sikkerhedshistorie, er mønsteret interessant. De lande, der har været mest succesfulde til at forhindre terrorangreb, er ikke dem, der har kastet frihed og åbenhed overbord. De er dem, der har investeret i bedre efterretninger, tættere samarbejde mellem lande og mere effektiv overvågning – uden at opgive deres grundlæggende værdier.
Tyskland selv er et godt eksempel. Efter 11. september og senere terrorangreb har landet styrket sin sikkerhedsapparat betydeligt. Det har gjort det uden at blive et overvågningsstat. Det handler om at være smart, ikke om at være paranoid.
Og det handler også om at være ærlig. Hvis myndighederne har begået fejl i forbindelse med Berlin-angrebet, skal de undersøges. Der skal være konsekvenser. Det er ikke naivitet at kræve det – det er demokrati.
Åbenhed som styrke, ikke svaghed
Her er det vigtige: Europa kan ikke forsvare sig selv ved at blive mindre europæisk. Ved at lukke grænserne, begrænse ytringsfrihed eller opgive retsstaten. Det ville være at give terroristerne præcis det, de ønsker – at få os til at opgive det, der gør os værd at forsvare.
I stedet handler det om at være åben og sikker på samme tid. At have stærke myndigheder, der kan handle hurtigt. At have efterretninger, der virker. At have lande, der arbejder sammen i stedet for hver for sig.
Det er ikke naivt. Det er pragmatisk.
Og det er præcis det, historien lærer os. Ikke at åbenhed er problemet. Men at vi skal være bedre til at forsvare den.