Angrebet på CSD Berlin Pride blev mødt med næsten enstemmig fordømmelse fra politikere og samfundsledere. Det burde det også være. Men næsten lige så forudsigelig som fordømmelsen var den politiske kamp om, hvad angrebet skulle bruges til.
Når LGBTI+-personer udsættes for had, vold og angreb, opstår der igen og igen en fristelse til at gøre deres rettigheder til argument for noget helt tredje: national identitet og migrationspolitik. Det er mønsteret, som en debattør nu peger på i Berlingske.
“Hvis mange partier virkelig bekymrer sig om lgbti+-personers sikkerhed og om religiøst begrundet homofobi, må de også kunne genfinde bekymringen, når det ikke længere handler om gerningsmanden, men løsningerne til, hvordan man kan styrke deres rettigheder,” skriver vedkommende.
Kritikken rammer et centralt spørgsmål: Hvor er interessen for LGBTI+-personers rettigheder, når den ikke kan bruges til at pege på en anden gruppe som problemet?
Interesse, der kommer og går
Mønsteret er genkendeligt. En tragisk begivenhed sker. Politikere udtaler sig med alvor og bekymring. Medierne dækker det bredt. Men når det handler om konkrete løsninger – lovændringer, ressourcer, strukturelle ændringer – bliver stilheden påfaldende.
Det er ikke enestående for LGBTI+-spørgsmål. Mange samfundsproblemer oplever denne cyklus: massiv opmærksomhed efter en krise, efterfulgt af stilstand, når det handler om at gøre noget ved det. Men når krisen kan bruges til at argumentere for en anden politisk dagsorden, vender interessen tilbage.
I tilfældet med angrebet på Berlin Pride blev fokus hurtigt flyttet fra selve volden og dens ofre til spørgsmål om migration og integration. Det er ikke urigtigt at diskutere disse emner. Men det betyder også, at LGBTI+-personers sikkerhed blev et redskab i en anden debat – ikke et mål i sig selv.
Hvad betyder det for LGBTI+-personer?
For mennesker, der dagligt oplever diskrimination og frygt, er forskellen afgørende. Når deres rettigheder først vækker interesse, når de kan bruges til at kritisere en anden gruppe, betyder det, at deres sikkerhed ikke er det centrale. Det centrale bliver i stedet den politiske gevinst.
Det betyder også, at når krisen forsvinder fra mediernes fokus, forsvinder interessen igen. LGBTI+-personer sidder tilbage med løfter, der ikke bliver indfriet, og med en følelse af, at deres problemer kun betyder noget, når de passer ind i andres politiske agenda.
En test for ægte bekymring
Debattøren foreslår implicit en test: Hvis politikere virkelig bekymrer sig om LGBTI+-personers sikkerhed, skal de kunne vise det, når det ikke længere handler om at kritisere migranter eller religiøse mindretal. De skal kunne vise det gennem konkrete handlinger.
Det kunne være lovændringer, der styrker retsbeskyttelsen. Det kunne være ressourcer til organisationer, der arbejder med LGBTI+-personers sikkerhed. Det kunne være uddannelse af politiet og retsvæsenet. Det kunne være en åben dialog om, hvordan man bekæmper homofobi i alle dele af samfundet – ikke kun blandt migranter.
Indtil videre er billedet blandet. Nogle lande har gjort betydelige fremskridt med lovgivning, der beskytter LGBTI+-personer. Andre har gjort det modsatte. Og mange befinder sig et sted i mellem – med højtidelige ord, når der sker angreb, men uden den samme energi, når det handler om at ændre strukturer.
En større pointe om politik
Kritikken peger på noget større end blot LGBTI+-spørgsmål. Den peger på, hvordan marginaliserede gruppers rettigheder ofte bliver instrumentaliseret i politiske kampe. De bliver brugt som argument, når det passer ind i en større narrativ, men glemt, når det ikke gør.
Det betyder, at mennesker, hvis sikkerhed og rettigheder burde være vigtige i sig selv, i stedet bliver skakbrikker i andres spil. Og det betyder, at løsninger på deres problemer bliver mindre sandsynlige, fordi fokus ligger på at vinde politiske point, ikke på at løse problemerne.
Debatten i Berlingske rejser derfor et vigtigt spørgsmål til politikere og samfundsledere: Bekymrer I jer virkelig om LGBTI+-personers sikkerhed? Eller bekymrer I jer kun, når det kan bruges til noget tredje?
Svaret ligger ikke i ordene, der udtales efter en tragisk begivenhed. Det ligger i handlingerne, der følger efter medierne har vendt sig væk.