Der er en grund til, at nogle opgaver skal løses tæt på dem, der bruger dem. Når ansvaret ligger langt væk – på Christiansborg – bliver det alt for let at skære ned, når pengene skal spares.
Det er præcis det, der sker, hvis Folketinget får en fast post på finansloven til vedligeholdelse af kirkebygninger. Og det er også præcis det, som Liberal Alliance foreslår.
Partiet ønsker, at staten skal overtage finansieringen af at vedligeholde og restaurere Danmarks historiske kirker. Det lyder måske fornuftigt på papiret – større pulje, mere professionel styring. Men i praksis betyder det noget helt tredje.
Når staten skal spare, spares der først på det, der ikke skaber overskrifter
Hvis kirkernes vedligeholdelse bliver en selvstændig budgetpost på finansloven, bliver det et oplagt sparemål, når der skal findes penge. Og det er ikke fordi, at politikerne er onde mennesker. Det er bare sådan, demokratiet fungerer.
“Hvis Folketinget i finansloven får et fast punkt, der hedder vedligeholdelse af kirkebygninger, så vil det desværre – og endnu en gang – være med til at underminere folkekirken økonomisk,” skriver tidligere Konservativ MF Jørgen Langkilde i et læserbrev til Berlingske.
Han har et godt punkt. Når der skal spares, er det langt sværere politisk at fyre 20-30 præster end at beskære udgifterne til vedligeholdelse med 15 millioner kroner. Og så bliver restaureringerne udskudt. Igen og igen.
Det er ikke noget nyt fænomen. Se bare på kloakkerne. Danmark har længe vidst, at vores kloaksystem trænger til vedligeholdelse. Men det er ikke noget, der skaber stemmer blandt vælgerne. Så udgifterne bliver udskudt år efter år, med miljøskader til følge.
Folkekirken fungerer faktisk godt
Det særlige ved folkekirken er, at den finansieres gennem kirkeskatten – en ordning, hvor medlemmerne selv betaler for deres kirke. Det betyder, at ansvaret ligger hos dem, der bruger bygningerne. Og det betyder også, at der er et naturligt incitament til at passe på dem.
Når staten overtager, bliver det abstrakt. Kirkerne bliver en udgiftspost blandt mange andre. Og udgiftsposter uden politisk tyngde bliver skåret ned, når der skal spares.
“Der er ikke grund til at ændre det i folkekirken, der fungerer godt,” skriver Langkilde.
Det er værd at tænke over. Folkekirken har eksisteret i århundreder. Den har udviklet sig, tilpasset sig og overlevet. Ikke fordi staten har passet på den, men fordi medlemmerne selv har haft interesse i at vedligeholde deres kirker.
Liberal Alliance kalder det kirkepolitik – men det er sparepolitik
Liberal Alliance præsenterer forslaget som en måde at styrke kirkerne på. Men hvis man kigger på partiets hjemmeside, er det klart, at det handler om besparelser. Partiet ønsker at reducere udgifterne til folkekirken.
Det er ikke ualmindeligt. Mange partier har ønsker om at spare på forskellige områder. Men det vigtige er at være ærlig om det. Og det er Liberal Alliance ikke helt, når de kalder det kirkepolitik i stedet for det, det er: sparepolitik.
I en tid, hvor mange andre gerne vil have folkekirken styrket, virker det særligt upassende at foreslå en ordning, der næsten garanteret vil føre til mindre penge til vedligeholdelse.
Hvem skal betale prisen?
Hvis kirkerne skal vedligeholdes gennem statskassen, betyder det også, at alle danske skatteydere skal betale – uanset om de er medlemmer af folkekirken eller ej. Det er en principiel forskel fra den nuværende ordning, hvor medlemmerne selv finansierer deres kirker.
Det kan være en diskussion værd. Men så skal man være ærlig om, hvad man foreslår. Og man skal være forberedt på, at det betyder mindre penge til kirkerne, når staten skal spare.
Folkekirken har fungeret efter samme princip i lang tid. Og det virker. Måske er det værd at lade det være, som det er.