Googles AI-søgning rammer onlinemedier: Click-through-rater styrtdykket og trafik falder

Udgivere verden over mærker konsekvenserne af Googles nye AI-søgefunktioner. Trafikken er faldet markant, mange retssager er ikke lykkedes, og udgivere verden over søger nye strategier for at overleve uden Googles klik.

Anton B. Christensen
Anton B. Christensen26. oktober 2026

Google og de digitale medier har i mange år haft et gensidigt forhold. Medierne fyldte Googles søgeindeks med indhold, og Google sendte til gengæld læsere og trafik tilbage til udgiverne. Men det forhold har ændret sig.

Med lanceringen af AI Overviews i 2024 og AI Mode i maj 2025 har Google i stigende grad erstattet traditionelle søgeresultater med AI-genererede opsummeringer. Brugerne får svar direkte i søgefeltet uden nødvendigvis at klikke videre til de medier, der har produceret indholdet.

Tallene taler deres tydelige sprog

En rapport fra Wall Street Journal fra juni 2025 dokumenterer, hvordan trafikken til store internationale medier som Business Insider, Washington Post, HuffPost og WSJ er faldet siden 2022. Analysevirksomheden Similarweb viser, at søgetrafikken til New York Times er faldet fra 44 til 35,5 procent over tre år.

Endnu mere alarmerende er tallene fra DMG Media, der ejer Daily Mail og Metro. Selskabet har oplyst til den britiske konkurrencemyndighed, at click-through-raterne faldt med op til 89 procent mellem juni og juli 2025 – idet selskabet henviste til effekter fra AI Overviews. Brancheorganisationen Digital Content Next, der repræsenterer medier som Bloomberg, AP, New York Times, Condé Nast og Vox Media, melder om, at 19 af dens medlemmer oplevede trafikfald på Google på mellem 1 og 25 procent i perioden maj til juni 2025.

Pew Research fandt desuden, at folk er “mindre tilbøjelige” til at klikke på links til andre hjemmesider, når de præsenteres for en AI Overview.

Google fastholder: Nettet trives

Google har konsekvent afvist, at selskabets AI-funktioner skader udgiverne. Googles søgechef Liz Reid hævdede sidste år, at klikvolumen fra søgemaskinen var forblevet “relativt stabil”, og at AI-søgning sender flere klik til andre typer hjemmesider – særligt dem “med forums, videoer, podcasts og opslag” fra andre brugere.

Mest læste