Et skift er under vejr i Washington. Senatsdemokrater arbejder på at sanktionere enkeltpersoner og organisationer bag Israels E1-bosættelsesprojekt – en af de mest betydningsfulde indsatser til at omforme det besatte Vestjordanland. Timingen er væsentlig, især da rapporter tyder på, at projektet muligvis er sat på pause.
Lovforslaget, introduceret den 23. september af senatorerne Chris Coons, Elizabeth Warren, Ron Wyden og Ruben Gallego, sigter mod at ramme dem, der faciliterer bosættelseskonstruktion i E1-området. Det har mindst 10 demokratiske co-sponsorer og er blevet henvist til Senatets Banking, Housing, and Urban Affairs Committee.
E1 ligger mellem det besatte Østjerusalem og hovedbosættelsen Maale Adumim. Udviklingen af området bliver af palæstinensiske embedsmænd, udenlandske regeringer og tilhængere af en tostatsløsning betragtet som særlig vigtig, fordi konstruktion her kunne afbryde den territoriale kontinuitet mellem de nordlige og sydlige dele af Vestjordanland og yderligere isolere Østjerusalem.
Fra fordømmelse til ansvar
Det foreslåede lovforslag ville pålægge sanktioner over for udenlandske enkeltpersoner og organisationer, som Finansministeriet fastslår har faciliteret bosættelseskonstruktion eller relateret aktivitet i E1, inklusive deltagelse i budgivningsprocesser. Det ville også ramme dem, der er involveret i at organisere, finansiere eller facilitere overflytning af israelske civile til illegale bosættelser i området.
Dette ville markere et afgørende brud med traditionelle Washington-reaktioner. En regering kan afvise en diplomatisk protest; sanktioner, der påvirker virksomheder, enkeltpersoner eller adgang til det amerikanske finanssystem, er sværere at ignorere. Alligevel forbliver målingen blot et forslag med usikre udsigter, og Repræsentanternes Hus er ikke til stede. Senatets forestående afgang betyder, at det umiddelbare politiske vindue indsnævres, selvom lovforslaget forbliver aktivt under pausen.
Betydningen kan derfor afhænge lige så meget af, hvad der sker, når Kongressen vender tilbage, som af, hvad der sker, før det forlader Washington.
Hvad betyder en E1-pause egentlig?
Rapporter om, at E1-projektet muligvis er sat på pause, fortjener opmærksomhed, men også forsigtighed. En suspension, forsinkelse i budgivning eller udsættelse ville ikke nødvendigvis svare til opgivelse. Det ville heller ikke vende den bosættelsesudvidelse, der allerede er godkendt, eller løse det bredere spørgsmål om Vestjordanlands territoriale fremtid.
Hvis E1 blot er blevet udskudt, bør Washington ikke forveksle en pause med en politisk ændring. Men hvis projektet virkelig er stoppet, præsenterer øjeblikket en mulighed for at teste, om amerikansk pres kan hjælpe med at omdanne midlertidig tilbageholdenhed til en holdbar beslutning. Her kunne sanktioner få betydning – ikke nødvendigvis ved at straffe et projekt efterfølgende, men ved at etablere, at bosættelsesudvidelse kan have konsekvenser, før processen bliver irreversibel.
Det demokratiske paradoks
Den demokratiske debat må også konfrontere Biden-administrationens track record. Administrationen gentagne gange erklærede, at bosættelser var uforenelige med international lov og skadelige for udsigterne til en tostatsløsning. Alligevel eksisterede disse indvendinger samtidig med fortsat militærbiststand og et bredere strategisk forhold til Israel. Washington fortsatte således med at udtrykke støtte til palæstinensisk statsdannelse, mens der blev gjort relativt lidt for at forhindre udviklingen, som kunne gøre sådan en stat stadig vanskeligere at realisere.
Denne modsigelse har ikke været begrænset til én administration. Successive amerikanske regeringer har ofte behandlet bosættelsesudvidelse som en hindring for fred, uden at gå langt nok til at bruge betydelig indflydelse for at forhindre det. Politikken inden for Det Demokratiske Parti er dog ved at ændre sig. Et voksende antal demokratiske lovgivere anfægter aspekter af israelsk politik, herunder bosættelsesudvidelse og pogromer.
Hvad ville meningsfuld forandring kræve?
For at E1-initiativet bliver mere end symbolik, ville Kongressen skulle etablere klare kriterier for sanktioner, konsekvent håndhævelse og den politiske vilje til at opretholde dem. Mere fundamentalt ville Washington skulle konfrontere det større rammesæt for sit forhold til Israel.
Hvis palæstinensisk selvbestemmelse forbliver et amerikanske politikmål, følger et basalt spørgsmål: hvad sker der, når en allieret forfølger politikker, som amerikanske embedsmænd selv siger undergraver dette mål?
I årtier har svaret hovedsageligt været diplomatisk indvending uden tilsvarende greb. Det foreslåede lovforslag ville introducere noget, der i store træk mangler i amerikansk bosættelsespolitik: muligheden for, at bosættelsesaktivitet kunne bære en håndgribelig pris i USA.
Det garanterer ikke vedtagelse, og sanktioner ville i sig selv ikke løse den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men de ville ændre debattens vilkår ved at forbinde Washingtons erklærede politik til et instrument, der er i stand til at påtvinge konsekvenser.
Prøven kommer efter overskrifterne
E1-initiativet bør derfor hverken overdrives eller afvises. Det er stadig i begyndelsen af kongressens proces, med Repræsentanternes Hus ude af session og Senatet i færd med at forlade Washington. De umiddelbare udsigter til vedtagelse kan være usikre. Men den vigtigere prøve er, om dets sponsorer fortsætter med at presse sagen, efter at det nuværende politiske moment er forbi.
Hvis E1 er blevet midlertidigt sat på pause, har Washington en mulighed for at presse for et permanent stop i stedet for at behandle pausen som tilstrækkelig. Hvis projektet fortsætter, vil Kongressen stå over for et mere klart valg om, hvorvidt bosættelsesaktivitet fortsat skal mødes med bekymringsudtalelser eller konkrete konsekvenser.
I sidste ende handler E1 om mere end et landstrip mellem Jerusalem og Maale Adumim. Det er en prøve af, om amerikansk udenrigspolitik betyder, hvad den siger. Washington har i årtier erklæret, at bosættelsesudvidelse undergraver palæstinensisk selvbestemmelse og udsigterne til en forhandlet fred, uden sjældent at påtvinge det en meningsfuld pris. E1-lovforslaget tilbyder demokraterne en mulighed for at begynde at lukke det hul. Det afgørende spørgsmål er ikke, om Washington kan udstede endnu en advarsel, men om det endelig er parat til at gøre sine egne erklærede principper vigtige og gøre klart, at et amerikansk engagement for palæstinensisk selvbestemmelse ikke kan forblive en diplomatisk frase, mens realiteterne på jorden bevæger sig i den modsatte retning.