Debatten om unge politikere er blevet mere skarp de seneste uger. Berlingske har været ude med kritik af nyvalgte folketingsmedlemmer, der efter mediets vurdering mangler erfaring og bruger sociale medier for meget. Men nu slår en af dem tilbage.
Cecilie Liv Hansen, der er blandt de nyvalgte, mener, at kritikken bygger på en misforståelse af, hvad hun og hendes kolleger kan bidrage med. Hun peger på en helt konkret fordel ved at være ung politiker i dag: muligheden for at tale direkte til tusindvis af borgere uden først at skulle gennem mediernes filter.
“I dag kan jeg som folketingsmedlem forklare et kompliceret lovforslag direkte til tusindvis af borgere uden først at skulle igennem mediernes filter eller skæres til i et tresekunders citat. Vælgerne kan stille spørgsmål, udfordre mig og kræve svar med det samme,” skriver hun i sit debatindlæg.
Det er en vigtig pointe. Hvor tidligere generationer af politikere var afhængige af, at traditionelle medier ville dække deres arbejde, kan unge politikere i dag selv være formidlere af deres budskaber. Det giver dem en uafhængighed, som tidligere generationer ikke havde.
Men Hansen går længere end blot at forsvare brugen af sociale medier. Hun kritiserer også tonen i avisens dækning. Hun mener, at der ligger en overbærende attitude bag kritikken – som om unge og nyvalgte politikere bliver skåret over én kam uden at blive set som individer med forskellige kvalifikationer og perspektiver.
Det rejser et større spørgsmål: Hvad betyder erfaring egentlig i politik? Traditionelt har det været værdsat højt. En politiker med 20 års erfaring blev ofte set som mere troværdig end en nybegynder. Men verden har ændret sig. Samfundets udfordringer er anderledes nu end for 20 år siden, og løsningerne kræver ofte en anden tilgang.
Unge politikere bringer ofte med sig en anden forståelse af digitalisering, klimaforandringer og sociale medier – områder, hvor erfaring fra tidligere generationer ikke nødvendigvis er lige så relevant. De har også ofte været aktivister eller arbejdet inden for deres fagområder, før de blev valgt ind.
Spørgsmålet er derfor ikke, om unge politikere mangler erfaring – det gør de måske inden for parlamentarisk arbejde. Spørgsmålet er snarere, om den erfaring, de har, er relevant for de opgaver, de skal løse.
Hansen peger også på noget vigtig omkring demokrati. Når vælgerne kan stille spørgsmål direkte til deres politikere og få svar med det samme, bliver demokratiet mere levende. Det er ikke længere en envejskommunikation, hvor medierne bestemmer, hvad der skal tales om. Det er en dialog.
Det betyder ikke, at erfaring er uden værdi. Det betyder blot, at erfaring kommer i mange former. En ung politiker, der kan mobilisere tusindvis af mennesker gennem sociale medier og skabe en dialog med vælgerne, har en anden slags erfaring end en politiker, der har siddet i parlamentet i 20 år uden at have været særlig synlig over for offentligheden.
Debatten om unge politikere er vigtig, fordi den handler om, hvad vi værdsætter i vores demokrati. Værdsætter vi tradition og erfaring, eller værdsætter vi innovation og nye perspektiver? Ideelt set burde vi værdsætte begge dele.
Men hvis kritikken af unge politikere bliver for skarp, risikerer vi at skræmme talentfulde mennesker væk fra politik. Og det ville være en skam for demokratiet.