Når Italien handler, lytter Europa. Og denne gang har italienerne valgt at sætte deres Schengen-aftale med Spanien ud af kraft – en drastisk beslutning, der sender klare signaler om migrationsuro på kontinentet.
Baggrunden er dramatisk: omkring 60.000 migranter krydsede grænsen til Ceuta, den spanske eksklave i Nordafrika, på blot få dage. Selvom cirka 48.000 af dem vendte tilbage til Marokko igen fredag, var skaden skabt. Italien så rødt og valgte at reagere.
For Danmark betyder det noget helt tredje. Politisk kommentator Joachim B. Olsen fra B.T. vurderer, at presset på statsminister Mette Frederiksen vokser markant i dagene fremover. “Det lægger klart et pres på hende. Hvis Danmark fulgte Italien, ville det sende et klart signal om, at Spaniens kurs får konsekvenser,” siger han.
Spanien har nemlig længe været EU’s sorte får på migrationsfronten. Landet har truffet en kontroversiel beslutning om at give opholdstilladelse til omkring en halv million mennesker, der hidtil har boet ulovligt i landet. Det har skabt frustration blandt andre europæiske lande, der ser det som en åbning af døren til ureguleret migration.
Olsen går endda så vidt som til at kalde Spanien “den nye syndebuk i EU efter Ungarn” – en betegnelse, der understreger, hvor isoleret landet er blevet på migrationsspørgsmålet.
Men her kommer det interessante: Olsen tror ikke, at Danmark ender med at gøre som italienerne. Han mener, at selvom Mette Frederiksen måske gerne ville følge i Italiens fodspor, står både Lars Løkke Rasmussen og Martin Lidegaard i den helt anden lejr politisk.
“I stedet ender det med noget sniksnak om vigtigheden af internationalt samarbejde og alle mulige fraser,” siger kommentatoren med en vis skepsis.
Det er værd at bemærke, at Frederiksen tidligere på fredagen ikke helt afviste tanken om at suspendere Schengen. Hun henviste til Danmarks erfaringer fra 2015, da landet blev ramt af en massiv migrantbølge. Det åbner døren for, at Danmark kunne handle – men ifølge Olsen er det mere sandsynligt, at det ender med diplomatiske vendinger end konkrete tiltag.
Spørgsmålet er nu, hvad der sker i de kommende dage. Vil andre europæiske lande følge Italiens eksempel? Og hvor længe kan Danmark holde sig på sidelinjen, før det bliver nødt til at tage stilling?
For nu venter verden på Mette Frederiksens næste træk.