Vismænds stressrapport får økonomi- og indenrigsminister til at handle: 16.000-39.000 færre i arbejdskraft

Anton Christensen
Anton Christensen20. oktober 2026
A woman speaks at a microphone during an outdoor event in Copenhagen.

Foto: Leif Jørgensen — CC BY-SA 3.0

Økonomiminister Pia Olsen Dyhr (SF) indkalder arbejdsmarkedets parter og andre centrale aktører til rundbordssamtaler begyndende fredag. Mødet er en direkte reaktion på en ny rapport fra De økonomiske Vismænd i Det Økonomiske Råd, som tirsdag blev offentliggjort.

Rapporten tegner et alvorligt billede af arbejdsrelateret stress’ påvirkning på Danmark. Vismændene konkluderer, at arbejdsudbuddet er mellem 16.000 og 39.000 personer lavere, end hvis stressrelaterede sygdomme ikke eksisterede. Mere end hver tiende, som bliver ramt af alvorlig stress, kommer aldrig tilbage på arbejdsmarkedet, og mere end hver tredje førtidspensionist modtager sin ydelse som følge af en stressreaktion.

“Det er positivt, at DØR nu undersøger konsekvenserne af stress for vores samfund. For stress gør os fattigere. Det gælder både det enkelte menneske, der bliver syg af stress, og deres familie, men det betyder altså også noget for vores samfund, der mister vigtige ressourcer og kompetencer, når folk bliver langtidssygemeldte,” siger Pia Olsen Dyhr.

Effekterne varer længere end antaget

Overvismand Jakob Roland Munch understreger, at stressens konsekvenser er mere omfattende end tidligere kendt: “Alvorlig stress har negative konsekvenser for tilknytningen til arbejdsmarkedet, og effekterne varer længere, end det hidtil har været kendt.”

Et lyspunkt i rapporten viser dog, at omfanget af alvorlige stresstilfælde ikke er steget de seneste 15-20 år.

Olsen Dyhr mener, at der skal mere fokus på forebyggelse af stresstilfælde, i stedet for først at handle, når stressen allerede er opstået.

Regeringen sætter 50 millioner på bordet

Regeringen afsætter 50 millioner kroner i sit finanslovsforslag for 2027 til en såkaldt forebyggelsesfond, hvor der skal investeres i forebyggelse.

“Grundlæggende handler det om at opbygge viden om, hvilke løsninger der virker, så vi kan prioritere forebyggelse på et mere solidt grundlag,” siger Pia Olsen Dyhr. Hun understreger, at hun går i gang med rundbordssamtaler fredag med blandt andet arbejdsmarkedets parter for at snakke om stress.

Med rundbordssamtalerne sættes gang i en proces for at lære af forskellige erfaringer med stress.

Mest læste