‘Vi mangler ressourcer’: Frankrigs studenterprotester i deres egne ord

Frankrigs uddannelsessystem er i oprør. Over 250.000 mennesker deltog tirsdag i protester på tværs af landet – studerende, lærere, forældre og støttet af fagforeninger og menneskerettigheds­organisationer. Bevægelsen, der startede med skoleblokeringer i Paris-forstad Créteil den 17. september, er vokset eksplosivt og omfatter nu hele regionen.

De unge kræver mere end ord. På blot få dage er over 6.000 protestanter blevet anholdt – 85 procent af dem under 18 år. Politiets indsats har været omfattende, med køer af politibetjente og tåregas mod fredelige demonstranter. Mindst 10 anmeldelser for politimagtmisbrug er indgivet til Frankrigs politiovervågning IGPN, efter at over 200 unge og 715 politibetjente blev såret.

På mødet mellem uddannelsesminister Édouard Geffray og studenterleder­skabet den 2. oktober blev der præsenteret en fem-punkts reform­plan. Men protestanter og Amnesty International erklærer, at det ikke er nok. Amnesty kaller politiets brug af tåregas, stokkeslag og handjern “alarmbelvækkende” og “farlig”.

Ressourcemangel truer skoler og hospitaler

Theo, 19-årig studerende, deltager i sit første større optog og formulerer et bredere krav end blot skolerne: “Macrons regering skal stoppe med kun at investere i krig. Vi har virkelig mangel på ressourcer – ikke kun skoler, men også hospitaler. Vi er trætte, og det er derfor, vi er her sammen i denne solidaritetsbevægelse.”

Olympe, 16-årig fra gymnasiet i forstad­en, har været med til at blokere skolens indgang hele ugen. Hun oplever tydelig ulighed mellem skoler: “Lærere er fraværende, og sammenlignet med skoler i Paris har vi ikke de samme ressourcer. Vi får mindre penge og har ikke de samme rettigheder.”

For hendes klassekammerat Rania, 15 år, er følelsen af at blive ignoreret det værste: “Vi føler os slet ikke hørt. Vi føler os dårligere stillet, især når vi er fremtiden. Så når ingen lytter til os, gør vi alt dette – men ændrer det noget i virkeligheden? Vi ved det ikke.”

Lærere: “Vi har ønsket dette i årevis”

Clémence, 30-årig matematikvlærer i Paris, støtter elevernes bevægelse fuldt ud og ser protesten som et langvarende problem: “Deres krav er dem, vi har fremsatte i årevis. I dag benytter vi os af muligheden for at marchere side om side med dem. De kræver mere ressourcer, flere lærere, bedre undervisningsforhold. Vi har ønsket det i årevis, for staten forsømmer det dårligt.”

Hun peger på konkrete forhold, der er uacceptable. Under sommerhitbølgen var klassevæ­relserne mellem 35 og 40 grader celsius. “Det er uacceptabelt,” siger Clémence.

Raphael, 17-årig, understreger, at de unge ikke er uden politisk bevidsthed, som nogle antager: “Vi kom for at forsvare vores ungdom. Fordi vi er unge, lytter staten ikke til os. De tror, vi har ingen politisk bevidsthed og ikke ved, hvad vi forsvarer. Vi er her for at vise det modsatte: vi ved præcis, hvad vi forsvarer, og vi kender vores værdier.”

Bevægelsen vokser: “Som en ny revolution”

Rose, 16-årig, varsler en længerevarende kamp: “Hvis ingenting ændres, fortsætter vi meget længere. Den 17. oktober bliver der en stor demonstration med gymnasieelever, studerende og landmænd. Det bliver lidt som en ny revolution.”

Tilslutningen går på tværs af uddannelsesniveauer. Clara, 20-årig mode­studerende, bor selv i Seine-Saint-Denis-distriktet (kaldet “93”), hvor protesterne startede, og er vidne til årene med uacceptable forhold. Hun registrerer både mobilisering og frustration: “Atmosfæren er ret god. Man kan se, at alle er mobiliserede, stolte og glade for at være her. Men man kan også føle meget vrede, fordi vi endelig ønsker, at vores krav skal høres, og at folk skal lytte til denne ungdom, der har klaget i flere år.”

En 20-årig studerende, Tina, oplevede selv politiet blive indkaldt til sin universitetsforsamling. “Vi var fredelige, og de valgte vold,” siger hun, og understreger universitets administration for at have tilladt politiets massive tilstedeværelse.

Frankrigs studenter og lærere sender et klart budskab: uddannelsessystemet skal have ressourcer, eller protesterne vil fortsætte. Og hvis denne gang bliver hørt – det vil snart vise sig.