Dansk Folkeparti oplever en bemærkelsesværdig renaissance i dansk politik. Med målingerne viser op mod 13 procent af vælgerstøtten er partiet tilbage som en reel politisk kraft – og det på tid hvor Venstre mærker kraftige nedgange i medlemstallet og politisk indflydelse.
Morten Messerschmidt har på kort tid formået at genopbygge partiet efter årelangt stilstand. Hans evne til at definere partiet på ny – og at få vælgerne til at høre efter – er blevet bemærket i hele dansk politik.
Den udvikling stiller et ubesvaret spørgsmål: hvorfor har Inger Støjberg, der har arbejdet på at etablere sig som Venstres ernærende reformator, ikke kunnet profitere på samme måde? Særligt når hendes oprindelige partido gennemgår en så dyb krise.
En mulighed uden indfrielse
Politiske iagttagere har længe spekuleret på, hvad der ville ske, hvis eller rettere når Søren Gade og andre folketing medlemmer fra Venstre skulle stemme imod partiets nye linjefæstninger. En sådan splittelse kunne teoretisk have åbnet døren for betydelige politiske omrokeringer.
Det scenario har ikke materialiseret sig med den kraft, som mange forudsagde. Selvom Venstre står over for interne spændinger og usikkerhed om den politiske retning, er det ikke blevet til den guldalder for opstillinger som Støjberg, som hendes tilhængere havde håbet på.
Forklaringen ligger sandsynligvis i en kompleks blanding af faktorer: den traditionelle venstrevælger er ikke automatisk skiftet til alternative tilbud, og der hersker usikkerhed om, hvor Støjberg præcist står politisk. Samtidig har Messerschmidt formået at etablere Dansk Folkeparti som det klare alternativ for vælgere, der søger en anderledes retning.
Timing og politisk positionering
For dansk politik som helhed understreger udviklingen hvor vigtig timing og klar positionering er. Messerschmidts succes viser, at der er rum for politisk fornyelse – men også at blot at være alternativ til det eksisterende ikke altid er nok.
Venstres nedtur burde være blevet Støjbergs mulighed. Hidtil har den chance ikke slået igennem med den styrke, som dybden af Venstres krise kunne have begrundet. Det efterlader spørgsmålet: kommer ændring, eller er det nye danske politiske landskab allerede ved at stabilisere sig omkring nye magtkombinationer?