Ulven er ikke længere et sjældent syn i Danmark. Videoer af rovdyrene dukker regelmæssigt op på sociale medier – nogle gange tæt på mennesker, andre gange helt uventet. En ulv blev for nylig filmet foran en familierestaurant nord for Nørre Nebel, og tidligere på året fulgte en ulv en 14-årig pige på vej hjem.
Men bag disse opsigtsvækkende møder ligger en større virkelighed: ulvebestanden er vokset så eksplosivt, at forskerne ikke længere kan give et præcist tal på, hvor mange ulve der befinder sig i Danmark.
Fra 49 til ukendt antal
Den seneste officielle opgørelse viste 49 voksne ulve ved udgangen af april – men det tal er allerede forældet. Hver ulv får typisk mellem fem og seks hvalpe, og da disse blev født kort efter opgørelsen, er antallet steget betydeligt. Problemet er blot, at forskerne ikke ved præcis hvor meget.
“Der er ingen, der ved med sikkerhed, hvor mange ulve vi har i Danmark,” siger ulveekspert og professor ved Aarhus Universitet Peter Sunde til DR.
Denne erkendelse markerer et afgørende skift i dansk ulveforskning. Frem til 2024 forsøgte videnskabsmændene at følge hver enkelt ulv tæt. De analyserede ulvenes efterladenskaber – afføring, urin, hår og spyt på nedlagt vildt – for at kortlægge deres bevægelser og holde styr på bestanden. Det var en ressourcekrævende, men præcis metode.
Metoderne må ændres
Men efterhånden som bestanden voksede, blev denne tilgang umulig at opretholde. Der er simpelthen ikke ressourcer til at følge og identificere hver ulv. Hertil kommer, at ulve ikke respekterer landegrænser – de kan krydse ind fra Tyskland og forlade Danmark igen, hvilket gør individuel overvågning endnu mere kompleks.
Derfor har forskerne skiftet strategi. I stedet for at følge enkeltdyr fokuserer de nu på antallet af yngleterritorier og etablerede ulvepar. Ud fra disse oplysninger kan de beregne et omtrentligt antal ulve i landet.
Overvågningen foregår stadig ved hjælp af vildtkameraer og DNA-spor i områder, hvor ulvene har etableret territorier. DNA kan findes i eksempelvis afføring, urin, hår og spyt på nedlagt hjortevildt. Forskerne kan også hente væv og blod fra ulve, der bliver kørt ned.
Men selv denne metode har sine begrænsninger. Det er ikke alle indsamlede prøver, der bliver sendt til analyse, da der mangler både ressourcer og penge.
Accepterer usikkerheden
“Vores opgave er ikke at overvåge hvert enkelt individ, der strejfer rundt og sige ‘nu er den der, og nu er den der’,” siger Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum Aarhus til DR.
Med andre ord: forskerne accepterer nu, at de ikke kan give et præcist antal ulve i Danmark. I stedet må de nøjes med at følge udviklingen i bestanden gennem yngleterritorier og etablerede par. Det er mindre præcist, men mere realistisk givet ressourcerne.
Denne udvikling afspejler en større virkelighed om ulvenes tilbagevenden til Danmark. Fra at være næsten helt fraværende for få år siden, er rovdyrene nu så etablerede, at de ikke længere kan behandles som sjældne gæster, der skal overvåges individ for individ. De er blevet en del af det danske økosystem – og det kræver nye måder at forske på.