Nyheden om en mulig fredsaftale mellem USA og Iran har sendt rystelser gennem det politiske landskab i Washington D.C. Præsident Donald Trump melder selv, at en aftale med det iranske styre stort set er på plads. Men i hans egne rækker bliver meldingen modtaget med alt andet end begejstring.
Flere af de tungeste republikanere i Senatet advarer nu om, at præsidenten er i gang med en strategisk brøler, der kan rykke fundamentalt ved magtbalancen i Mellemøsten. Og kritikken kommer ikke fra de sædvanlige modstandere. Det er Trumps egne støtter, der ser aftalen som en alt for stor indrømmelse til et regime, de betragter som USA’s største fjende i regionen.
Hårde ord fra Ted Cruz
Senator Ted Cruz fra Texas plejer ellers at være en af præsidentens loyale støtter, når det gælder udenrigspolitik. Men her lægger han ikke fingrene imellem. Han er ekstremt skeptisk over for, at USA overhovedet sætter sig til forhandlingsbordet med præstestyret i Teheran.
»Jeg er dybt bekymret«, skriver Ted Cruz på X.
Cruz mener, at en fredsaftale vil blåstemple et regime, der fortsat undertrykker sin egen befolkning og støtter terror i hele regionen. Han frygter især, at Iran får kontrollen over det strategisk vigtige Hormuzstræde, hvor en stor del af verdens olie sejles igennem hver eneste dag. For Cruz ligner det et svigt af de principper, Trump ellers stod for i sin første periode.
Frygt for Israels sikkerhed
Det er ikke kun Ted Cruz, der råber vagt i gevær. Lindsey Graham, senator fra South Carolina og en af Trumps absolut tætteste allierede, er også alvorligt bekymret. Han fokuserer især på, hvad det her betyder for USA’s tætteste allierede i regionen, Israel.
»Dette er et skift i magtbalancen i regionen og vil i sidste ende blive et mareridt for Israel,« skriver Graham på X.
Graham mener, at aftalen sender et signal om svaghed. Det kan give Iran frit løb til at fortsætte deres aktiviteter i Golfstaterne – herunder angreb på olieindustrien – uden at de behøver frygte, at USA svarer igen.
Fra »Maximum Pressure« til fredsaftale
For at forstå hvorfor de republikanske senatorer reagerer så voldsomt, skal man se på historikken. I sin første periode kørte Donald Trump en benhård linje, han kaldte »Maximum Pressure«. Han trak USA ud af atomaftalen fra 2015 og genindførte massive økonomiske sanktioner mod Iran.
Dengang var logikken klar: Iran var ikke til at stole på. Man skulle tvinge regimet i knæ økonomisk for at stoppe deres atomprogram og støtten til militser som Hizbollah og Hamas. At Trump nu ser ud til at gå diplomatiets vej, bliver af mange »høge« i partiet set som en total kovending, der ødelægger flere års arbejde.
Hormuzstrædets strategiske betydning
En stor del af bekymringen handler om geografi og penge. Hormuzstrædet er en smal passage mellem Den Persiske Golf og Omanbugten, og det er verdens vigtigste knudepunkt for olie. Omkring en femtedel af verdens olieforbrug sejler gennem det lille stræde.
Hvis Iran styrker deres kontrol her som følge af en aftale, frygter kritikerne, at de kan bruge det som et økonomisk våben mod Vesten. Ved bare at true med at lukke for gennemsejlingen kan Iran sende oliepriserne på himmelflugt og skabe kaos i verdensøkonomien.
En politisk balancegang
Donald Trump står nu i en svær klemme. På den ene side har han lovet sine vælgere at stoppe »evighedskrige« og få de amerikanske soldater hjem gennem diplomati og »gode handler«. Men på den anden side risikerer han at miste opbakningen fra den hårde fløj i sit eget parti, hvis han bliver set som for blød over for Iran.
Spørgsmålet er nu, om præsidenten vil lytte til advarslerne fra Cruz og Graham. Eller om han jagter det, han selv kalder en historisk fredsaftale, uanset hvad det koster for de regionale alliancer.