Donald Trump står lige nu midt i en politisk storm, og bølgerne går højt i både Washington og resten af verden. Præsidenten har selv travlt med at udråbe den nye våbenhvile med Iran som en personlig triumf. Men bag de store ord tegner der sig et billede, der kan blive rigtig farligt for hans politiske eftermæle.
Aftalen skulle have skabt ro og vist USA’s styrke i Mellemøsten, men nu piller eksperterne den fra hinanden. Og det handler ikke kun om tekniske detaljer. Kritikken rammer selve fundamentet i Trumps politiske projekt og hans troværdighed over for de vælgere, der i sin tid sikrede ham magten.
En sejr med en bitter eftersmag
Trump har ikke sparet på de store gloser, når han har beskrevet resultatet. Han kalder officielt våbenhvilen for en “total og ubetinget sejr”, men den udlægning møder nu massiv modstand. Problemet er alle de ubesvarede spørgsmål, som aftalen efterlader.
Et af de mest kritiske punkter er kontrollen over Hormuzstrædet. Det smalle farvand er selve livsnerven i den globale oliehandel. Hvis Iran beholder deres indflydelse her og samtidig slipper for det økonomiske pres, står præstestyret i Teheran måske stærkere end før konflikten eskalerede. Flere analytikere vurderer over for TV 2, at USA kan have solgt ud af de langsigtede fordele for at få en hurtig, men skrøbelig fred.
Atomprogrammet spøger i kulissen
Irans atomprogram vækker også dyb bekymring. Trump trak som bekendt USA ud af den gamle atomaftale, fordi han mente, den var alt for svag. Men nu tyder meget på, at den nye aftale lader Iran beholde store mængder højt beriget uran uden de store krav.
Det skaber en mærkelig situation. Trump risikerer nemlig at have indgået en aftale, der er dårligere end den, han selv skrottede. Hvis Iran kan fortsætte deres atom-drømme i ly af en våbenhvile, ligner det et kæmpe nederlag for strategien om “maksimalt pres”.
Det brudte løfte til kernevælgerne
Udenrigspolitik er komplekst, men risikoen på hjemmebanen er meget konkret. Trump har bygget hele sin platform på at få USA ud af de “uendelige krige” og undgå dyre militære eventyr i Mellemøsten. Men nu står han i en situation, der kræver både militært beredskab og indrømmelser til en fjende. For mange ligner det et direkte løftebrud.
Modstanden mod nye militære eventyr er noget af det, der for alvor samler Trumps vælgere. Når han indgår aftaler, som eksperter kalder et tilbageslag, begynder opbakningen at slå revner. Selv loyale støtter spørger nu, om præsidenten har mistet grebet om sin “America First”-strategi.
En præsident under pres
Det gør ikke sagen bedre, at Trump også kæmper med sine egne folk. Han har for nylig rettet skytset mod sine egne rækker i frustration over kritikken. De folk, der sætter spørgsmål ved hans kurs, er både “tabere” og “dumme mennesker”, lyder det fra præsidenten.
Den hårde tone bliver af mange set som et tegn på, at præsidenten føler sig trængt op i en krog. I Kongressen vokser kravet om kontrol med aftalen, og tilliden mellem Det Hvide Hus og de sikkerhedspolitiske rådgivere hænger i en tynd tråd. Hvis ikke våbenhvilen hurtigt giver reelle resultater, kan det blive det vendepunkt, der definerer Trumps politiske fremtid.
Spørgsmålet er nu, om Trump kan nå at vinde kontrollen over fortællingen tilbage, før det er for sent. I international politik er en aftale nemlig sjældent en sejr, hvis den ender med at koste opbakningen på hjemmefronten.