Senatet afviser at begrænse præsidentens krigsbeføjelser
Tirsdag aften dansk tid satte det amerikanske senat en stopper for et demokratisk forsøg på at stække Donald Trump. En ny resolution skulle have begrænset præsidentens magt til at indlede militære operationer mod Cuba, men forslaget mødte muren i det republikansk kontrollerede kammer. Tanken var ellers, at Kongressen skulle give grønt lys før enhver militær aktion, men sådan gik det ikke.
Afstemningen endte 51 mod 47, og politikerne fulgte i store træk partilinjerne. Det betyder, at præsidenten fortsat har meget frie hænder til at køre sit eget løb over for Cuba uden at spørge de folkevalgte i Kongressen om lov. Debatten før afstemningen viste desuden en dyb splittelse. For hvad tæller egentlig som en krigshandling i dagens storpolitik?
Hos Republikanerne mente man, at forslaget var både unødvendigt og helt ved siden af skiven. Rick Scott, der er senator fra Florida – en stat med rigtig mange cubanske vælgere – slog fast, at der ikke er nogen aktuelle kampe, der gør det nødvendigt at begrænse præsidenten. Han pegede på, at Trump endnu ikke har sendt soldater til Cuba. Derfor var afstemningen slet ikke relevant lige nu, lød argumentet.
Er brændstofblokade en krigshandling?
Men Demokraterne ser helt anderledes på sagen. Tim Kaine, der er senator fra Virginia og en af mændene bag forslaget, advarede om, at USA allerede befinder sig i en gråzone, der minder om krig. Han pegede især på, at USA lige nu blokerer for brændstof til Cuba. Det er en aggressiv handling, der hurtigt kan løbe løbsk, mente han.
Under debatten satte Kaine ord på bekymringen ved at vende situationen på hovedet. Han spurgte, hvordan USA mon selv ville reagere, hvis en fremmed magt gjorde det samme mod dem:
“- Hvis nogen gjorde mod USA, hvad vi gør mod Cuba, ville vi helt sikkert betragte det som en krigshandling,” lød det fra Kaine før afstemningen.
Kaine og hans støtter mener, at de økonomiske sanktioner i virkeligheden fungerer som en belejring. En belejring, der uden varsel kan ende i en åben konflikt. Men da Senatet stemte nej til resolutionen, gav de samtidig grønt lys til, at Trump kan fortsætte sin hårde linje uden at Kongressen blander sig.
Trumps historik med militære aktioner
Frygten for at give Trump frie tøjler hænger også sammen med hans fortid i både regionen og Mellemøsten. Under Trump har USA skruet kraftigt op for det militære pres. Det er blandt andet sket med store flådeøvelser ud for Venezuela og en benhård strategi mod landets ledelse. Kritikerne ser det som et forsøg på at tvinge et regimeskifte igennem uden om de internationale regler.
Og så er der de målrettede angreb mod iranske interesser – herunder drabet på general Qasem Soleimani. Fælles for de aktioner er, at de skete uden at spørge Kongressen om lov først. Det har skabt en kutyme, som mange demokrater frygter vil gentage sig med Cuba som det næste mål.
Præsidenten har selv pustet til ilden med sine udtalelser om Cuba. Han har ikke fremlagt en fast plan, men han har flere gange luftet sine tanker om øens fremtid. Det har skabt en del uro.
“Cuba er det næste,” har Trump tidligere sagt, dog uden at gå i detaljer.
Han har også gentagne gange påstået, at den cubanske regering er tæt på at bryde helt sammen. Eksperter ser det som en mulig undskyldning for at gribe ind militært for at “sikre stabiliteten” i området.
Forfatningens elastiske rammer
Hele striden i Senatet rammer lige ned i et af de vigtigste spørgsmål i USA: Hvem har egentlig retten til at sende landet i krig? Kigger man i forfatningen, er det helt klart Kongressen, der bestemmer. Men i virkeligheden er den magt blevet udvandet gennem årtier.
Præsidenten har nemlig lov til at beordre mindre militære aktioner eller reagere på akutte trusler uden at spørge om lov. Det er præcis det hul i reglerne, som Trump-administrationen har brugt – og som tirsdagens afstemning nu har slået fast stadig gælder for Cuba.
Med nej-stemmen står det klart, at det republikanske flertal vægter præsidentens frihed højere end deres egen kontrol. For cubanerne og resten af verden betyder det, at usikkerheden om USA’s næste træk i Caribien lever videre i bedste velgående.