Donald Trump kalder Nato-landene for “kujoner” og truer med at glemme deres manglende støtte i krigen mod Iran. Men mens præsidenten raser på sociale medier, har flere europæiske lande faktisk allerede meldt sig klar til at hjælpe – dog på betingelser, som Det Hvide Hus nægter at acceptere.
Præsident Donald Trump har endnu en gang kastet benzin på det diplomatiske bål i forholdet mellem USA og de europæiske allierede. I en række skarpe vendinger på sit sociale medie, Truth Social, retter den amerikanske præsident en direkte og usædvanlig hård kritik mod Nato-landene. Årsagen er den manglende militære opbakning til USA og Israels igangværende krig mod Iran, som har skabt dybe rifts i den vestlige forsvarsalliance.
Tonen fra Det Hvide Hus er ikke til at tage fejl af. Trump lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver sin frustration over, at de øvrige medlemslande i Nato ikke træder til i den skarpe konflikt i Mellemøsten. Han mener, at alliancen svigter i en kritisk stund, hvor både amerikanske og israelske interesser er på spil.
– Uden USA er Nato en papirtiger, skriver han med henvisning til udtrykket om noget, som udadtil virker meget skræmmende, men ikke er det i virkeligheden.
Denne beskrivelse af Nato som en magtesløs organisation uden amerikansk lederskab rammer direkte ind i hjertet af den debat, der længe har raset om Europas eget ansvar for sikkerheden. Men Trumps vrede stopper ikke ved de generelle betragtninger om alliancens styrke. Han er specifikt fortørnet over situationen omkring Hormuzstrædet, som er en af verdens vigtigste maritime færdselsårer.
Striden om det lukkede stræde
Hormuzstrædet, der forbinder Den Persiske Bugt og Omanbugten, har været lukket for skibstrafik, siden krigen mellem Iran på den ene side og Israel og USA på den anden brød ud den 28. februar. Det skete, efter at den iranske revolutionsgarde tog kontrol over det strategiske farvand. Lukningen har enorme konsekvenser for verdensøkonomien, da cirka en femtedel af al verdens olie transporteres gennem netop dette stræde.
Trump mener, at de europæiske lande burde have gjort langt mere for at genåbne strædet med militær magt, og han ser deres tøven som et udtryk for svaghed.
– Så let for dem at gøre med så lille en risiko. Kujoner, og vi vil huske det, skriver Trump fredag.
Denne direkte trussel om, at USA vil huske de allieredes ageren, sender chokbølger gennem det diplomatiske korps. Det antyder, at den manglende støtte kan få langsigtede konsekvenser for det fremtidige samarbejde i Nato og USA’s vilje til at forsvare Europa i andre sammenhænge.
Europæisk tøven og diplomatiske forbehold
Selvom Trump maler et billede af total passivitet, er virkeligheden i de europæiske hovedstæder mere nuanceret. Torsdag meldte en række lande, herunder Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Holland, samt Japan, at de er klar til at hjælpe med at sikre passage gennem strædet. Men de konkrete handlinger lader vente på sig, og de europæiske ledere stiller klare betingelser.
Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, har gjort det klart, at Tyskland ikke har i sinde at sende militære bidrag ind i en aktiv krigszone. Ifølge Merz vil ethvert tysk bidrag til at sikre strædet først komme på tale, når de direkte fjendtligheder er ophørt. Det er en holdning, der står i skarp kontrast til Trumps ønske om her-og-nu handling.
Også i Frankrig er man yderst tilbageholdende med at lade sig trække ind i en direkte militær konfrontation med Iran. Præsident Emmanuel Macron understregede efter et EU-topmøde i Bruxelles, at Frankrigs prioritet er at forsvare international ret og fremme en nedtrapning af konflikten. Macron bemærkede tørt, at han ikke har hørt nogen europæiske ledere udtrykke et ønske om at gå ind i krigen – tværtimod er fokus på at undgå en yderligere eskalering, der kan sætte hele regionen i brand.
En alliance i krise
Den nuværende situation udstiller den fundamentale uenighed om, hvad Natos rolle skal være i globale konflikter, der ligger uden for alliancens traditionelle kerneområde. Mens Trump ser Nato som et værktøj, der skal støtte USA’s strategiske mål globalt, holder de europæiske stormagter fast i en mere defensiv og diplomatisk tilgang.
Spørgsmålet er nu, hvordan de hårde ord fra Truth Social vil påvirke det daglige samarbejde i Bruxelles. Når en amerikansk præsident åbent kalder sine nærmeste allierede for kujoner, efterlader det et sår, som kan være svært at hele, uanset hvordan krigen mod Iran udvikler sig. For de europæiske lande handler det om en svær balancegang mellem at bevare det gode forhold til Washington og undgå at blive trukket ind i en krig, som deres befolkninger og økonomier ikke er parate til.