Donald Trump har under G7-topmødet i de franske alper sendt et usædvanligt klart signal til Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
Den amerikanske præsident siger, at Netanyahu bør tage et større ansvar i konflikten med den iranstøttede Hizbollah-bevægelse. Dermed lægger Trump afstand til den linje, Israel har fulgt i konflikten omkring Libanon. Og det vækker opsigt, fordi kritikken rammer en af USA’s tætteste allierede i regionen.
Udmeldingen kommer, mens verdens ledere er samlet til G7, hvor både Ukraine, Iran og sikkerhedssituationen i Mellemøsten fylder meget. Men det er især Trumps bemærkninger om Israel og Syrien, der har fået analytikere og kommentatorer til at spærre øjnene op.
Trump sagde ifølge Reuters: “Jeg er ikke tilfreds med den måde, Israel har håndteret situationen med Libanon og med Hizbollah på.”
Men det var ikke kun kritikken af Israel, der vakte reaktioner. Trump fortalte også, at han havde foreslået Israel at lade Syrien tage sig af Hizbollah. Forslaget rammer ned i en meget kompliceret regional virkelighed, hvor gamle fjendskaber, nye magtforhold og svækkede stater gør enhver militær løsning vanskelig.
Baggrunden er, at Syriens nuværende præsident Ahmad Hussein al-Shara tidligere stod i spidsen for den syriske oprørsgruppe og milits Hayat Tahrir al-Sham, HTS. Gruppen kæmpede tidligere mod Hizbollah, som dengang var en vigtig allieret for Syriens tidligere diktator Bashar al-Assad.
Assad blev væltet fra magten i december 2024, og siden har Syriens politiske landskab ændret sig markant. Det giver en vis historisk forklaring på, at Trump overhovedet nævner Syrien som en mulig modvægt til Hizbollah. Men det gør ikke nødvendigvis idéen mere realistisk.
Reuters har tidligere beskrevet, at Trump allerede i marts skal have opfordret Syrien til at gribe ind over for Hizbollah. Der er altså ikke tale om en løs bemærkning opstået i øjeblikket, men om en tanke, som den amerikanske præsident tilsyneladende har luftet før.
Spørgsmålet er bare, om Syrien overhovedet har kapacitet til det. Ifølge Berlingskes korrespondent i Mellemøsten, Gunnar Willum, er svaret nej. Han peger på, at Syriens nye ledelse står med et land, der stadig er præget af krig, ustabilitet og store interne udfordringer.
Willum vurderer, at Syriens præsident ikke råder over en ekstra hær, der kan sendes ind i Libanon for at bekæmpe Hizbollah. Hvor hans styrker tidligere fungerede som en radikal milits med kontrol over et begrænset område, har han nu ansvaret for en hel stat. Det ændrer både prioriteringerne og mulighederne.
Netop derfor bliver Trumps forslag mødt med skepsis blandt flere iagttagere. The Economists korrespondent i Mellemøsten, Gregg Carlstrom, har kaldt idéen vanvittig, mens den amerikanske journalist og forfatter Michael Weiss vurderer, at udmeldingen næppe vil blive godt modtaget i Jerusalem.
Trump sagde selv om forslaget: “Jeg foreslog Israel, at de skulle lade Syrien tage sig af Hizbollah, for ærlig talt tror jeg, at de vil være bedre til det.”
Udmeldingen kan få betydning på flere niveauer. For det første understreger den, at Trump er villig til offentligt at lægge pres på Netanyahu i en sag, hvor USA og Israel normalt står tæt. For det andet viser den, at Washington fortsat leder efter nye måder at håndtere Hizbollah på, også når forslagene på bordet virker svære at føre ud i livet.
Samtidig peger sagen på, hvor hurtigt magtbalancen i Mellemøsten har flyttet sig siden Assads fald. En tidligere oprørsleder sidder nu i Damaskus, Hizbollah er stadig en central aktør i Libanon, og USA forsøger at navigere i et landskab, hvor gamle alliancer ikke længere giver de samme svar som før.
Om Trumps udmelding blot er endnu en markering under et topmøde, eller om den varsler et mere alvorligt amerikansk pres på både Israel og Syrien, er endnu uklart. Men reaktionerne viser allerede, at hans ord bliver læst som mere end bare en løs bemærkning.
Midt i G7-forhandlingerne er det derfor ikke kun stormagternes fælles erklæringer, der tiltrækker sig opmærksomhed. Det gør også de forslag, der afslører, hvor langt Trump er villig til at gå i forsøget på at ændre spillet i Mellemøsten.