Donald Trump gjorde det klart over for Natos generalsekretær Mark Rutte i Det Hvide Hus: USA føler sig svigtet af alliancen i forbindelse med landets militære operationer mod Iran.
Selv om Trump påpegede, at USA ikke havde brug for hjælp – “Vi udslettede bogstaveligt talt Iran i den første uge” – ville det have været rart med en tilkendegivelse af støtte fra medlemslandene.
“Vi blev svigtet. Vi havde slet ikke brug for hjælp. Vi udslettede bogstaveligt talt Iran i den første uge. Men det ville have været rart, hvis de havde sagt, ‘vi vil gerne hjælpe’,” sagde Trump på pressemødet.
Mødet mellem Trump og Rutte fandt sted i forbindelse med generalsekretærens planlagte besøg i Washington D.C. den 23.-25. juni.
Rutte forsvarer medlemslandene
Mark Rutte tog ikke kritikken liggende ned. Han argumenterede for, at Nato-landene faktisk “er med” og bakker op om Trump. For at understrege sit budskab rejste Rutte sig op og viste en graf, der dokumenterede, at de europæiske lande har løftet deres forsvarsudgifter betydeligt efter Trumps indsættelse som præsident.
Kritikken af Nato-medlemmer er ikke ny for Trump. Han har tidligere rettet skarp kritik mod Italien og premierminister Giorgia Meloni for ikke at yde tilstrækkelig støtte under Iran-operationen.
“Efter at have brugt billioner af dollar på Nato vil Italien og dets premierminister ikke engang overveje at involvere sig i Den Islamiske Republik Iran og deres meget alvorlige nukleare trussel,” skrev Trump på Truth Social søndag.
Kritikken handler blandt andet om, at Italien ikke har tilladt brugen af militærbaser på italiensk territorium under krigen mod Iran.
Forhandlinger fortsætter
For en uge siden underskrev USA og Iran en rammeaftale – et såkaldt forståelsespapir – der skal lede til en afslutning på krigen i Mellemøsten. Aftalen indeholder dog flere uafklarede elementer, og parterne har sat sig for at nå til en mere varig fredsaftale inden for 60 dage.
De såkaldte “tekniske forhandlinger” mellem USA og Iran er planlagt til den 29. eller 30. juni i Schweiz. Forhandlingerne skal bygge på den køreplan, som delegationerne blev enige om under seneste forhandlingsrunde.
Denne runde fandt sted på Bürgenstock-luksushotelkomplekset, hvor Qatar og Pakistan fungerede som mæglere i konflikten.
