En branche i opbrud
Larmen i stalden er ikke til at tage fejl af. De drægtige søer stamper i gulvet og hyler, mens de maser sig mod jernbåsene. Det er en rå og kontant hverdag hos Joachim Clausen, og den ligger uendeligt langt fra de bonede gulve på Amalienborg. Her præsenterede regeringen for nylig sit nye ministerhold. For første gang i generationer er der ingen selvstændig landbrugsminister; området er i stedet lagt ind under en bredere portefølje. For Joachim Clausen er signalet klart.
Den nye politiske kurs varsler store forandringer for de danske svineproducenter. Efter et valg, hvor dyrevelfærd og miljø fyldte mere end nogensinde før – af mange døbt som »svinevalget« – er kursen nu sat mod en total omlægning af erhvervet. Men for de mennesker, der har brugt hele livet i stalden, føles de politiske udmeldinger ikke som en hjælpende hånd. Det føles snarere som om, deres eksistensgrundlag bliver kvalt.
Løkken strammes om landbruget
Joachim Clausen lægger ikke skjul på sin frustration. Han føler, at ansvaret for produktionens omkostninger for miljø og dyr bliver lagt ensidigt på landmændenes skuldre. Og det er uretfærdigt, mener han. For det er politikerne selv, der gennem årtier har skabt de rammer for storproduktion, som de nu kritiserer og vil begrænse.
Situationen er efterhånden så presset, at han tyr til en dyster sammenligning. Han mener, at regeringen har givet ham »en løkke om halsen« og samtidig forbudt ham »at springe«. Det er billedet på en fastlåst situation. Kravene til omlægning og reduktion gør det nemlig mere end svært at drive en sund forretning videre under de nuværende vilkår.
Arven fra »svinevalget«
Baggrunden for den stramme kurs skal findes i en voksende modstand mod den intensive svineproduktion. Fortællinger om 25.000 døde smågrise om dagen er blevet symbolet på en industri, som kritikerne mener er løbet løbsk. Under valgkampen blev de tal brugt som et moralsk kompas, der pegede mod reformer. Enkelte debattører beskrev det ligefrem som svinenes eget »#metoo-øjeblik«, hvor offentligheden for alvor så bagsiden af den danske eksportsucces.
For Joachim Clausen og hans kolleger er den fortælling dog kun en del af sandheden. De ser sig selv som producenter, der bare leverer det, som markedet og politikerne har efterspurgt i årevis. At landbrugsministeriet ikke længere findes som en selvstændig enhed, ser han som det ultimative bevis: Landbruget har ikke længere en central plads i dansk politik.
En usikker fremtid for danske svin
Spørgsmålet er nu, hvad omlægningen vil betyde for de tusindvis af arbejdspladser og de milliarder i eksportindtægter, som svinene henter hjem. Regeringen ønsker en grønnere profil og bedre dyrevelfærd, men vejen dertil er brolagt med økonomisk usikkerhed for den enkelte landmand. Joachim Clausen står tilbage med en følelse af at være gjort til syndebuk i en dagsorden, han ikke selv har sat.
Mens de drægtige søer fortsætter deres urolige færden i stalden, raser den politiske kamp om landbrugets fremtid videre. For Joachim Clausen er det ikke bare et spørgsmål om tal og statistikker; det er hans livsværk, der er på spil. Han efterlyser en dialog, hvor landmændene faktisk bliver hørt, før kravene strammes så meget, at der ikke er nogen vej tilbage for et af Danmarks ældste erhverv.
Det store spørgsmål er, om den danske model for landbrug kan overleve i en tid, hvor klima og etik vejer tungere end produktionstal. For Joachim Clausen er svaret stadig uklart, men presset fra Christiansborg er til at tage og føle på. Landbruget skal forandres, uanset om producenterne føler sig klar til det eller ej.