Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om en ny tandkonto til alle voksne danskere. Målet er at styrke voksentandplejen. Men kort efter aftalen møder modellen kritik fra tandlæger, som peger på, at danskernes behov for hjælp er meget skævt fordelt.
Kritikken kommer, efter nye tal har vist store geografiske forskelle i tandsundheden. Tallene peger især på, at borgere i nogle kommuner langt oftere får trukket tænder ud end borgere i landets mest velstående områder.
I Lolland Kommune blev der i perioden 2021 til 2025 trukket 90,2 tænder ud pr. 1.000 borgere. I Gentofte var tallet 23, mens både Rudersdal og Hørsholm lå på 24,6. Dermed bliver der trukket næsten fire gange så mange tænder ud i Lolland som i flere nordsjællandske kommuner.
For tandlægerne er forskellen mere end bare lokal variation. De ser den som et tegn på, at tandsundhed hænger tæt sammen med sociale og økonomiske vilkår.
For nogle danskere handler tandpleje om faste eftersyn og forebyggende behandling. For andre bliver tandlægebesøget først aktuelt, når smerter eller skader er blevet så alvorlige, at behandlingen både er dyrere og mere omfattende. Det er netop den skævhed, flere i branchen mener, at den nye reform risikerer at overse.
Ifølge tandlægekæden Tandliv viser tallene tydeligt, at behovet for hjælp ikke er det samme i hele landet. Tandlæge og klinikejer Zohair Azzouzi peger på, at tandproblemer ofte hænger sammen med en bredere social virkelighed.
“Tandsundhed følger desværre ofte sociale skel. Når mennesker mister tænder, handler det sjældent kun om tænder. Det handler også om økonomi, sygdom, livsvilkår og vaner som rygning, kost og alkohol – og om hvor let det er at få hjælp i tide. Når mennesker mister tænder, mister de ofte meget mere end en tand”, siger han i en pressemeddelelse.
Den nye aftale om voksentandplejen indebærer blandt andet, at alle voksne danskere får en tandkonto. Men netop det universelle greb bliver nu mødt med skepsis fra flere tandlæger.
Bekymringen er, at ressourcerne bliver smurt så bredt ud, at de borgere, som har de største tandproblemer, ikke får tilstrækkelig hjælp. Hvis alle får del i ordningen på samme måde, kan resultatet ifølge kritikerne blive, at reformen forbedrer adgangen på papiret, men ikke i praksis for dem, der er hårdest ramt.
Zohair Azzouzi vurderer, at mange af de tandudtrækninger, der sker i dag, kunne være undgået med tidligere behandling og mere målrettet forebyggelse. Kritikken handler derfor ikke kun om, hvorvidt flere får adgang til tandpleje, men også om, hvordan hjælpen bliver prioriteret.
Debatten om tandkontoen rammer ind i en større diskussion om social ulighed i sundhed. Borgere med lavere indkomst og kortere uddannelse har generelt et større behandlingsbehov og samtidig dårligere adgang til sundhedsydelser. Når tandproblemer får lov at udvikle sig over tid, kan konsekvenserne række langt ud over munden.
Tandtab kan påvirke både livskvalitet, ernæring, socialt liv og muligheder på arbejdsmarkedet. Derfor bliver spørgsmålet om voksentandpleje også et spørgsmål om, hvorvidt sundhedspolitik skal være ens for alle eller i højere grad målrettes dem, der har størst risiko for at blive tabt undervejs.
De nye kommunetal giver i den sammenhæng et konkret billede af forskellene. Nogle borgere møder tandlægen i tide og får forebygget problemerne. Andre møder først systemet, når skaden er sket. Det er den udvikling, tandlægerne nu advarer mod, hvis den nye ordning ikke i højere grad tager højde for, at behovet er skævt fordelt.
Med aftalen på plads bliver næste spørgsmål derfor, om den nye tandkonto i praksis vil mindske uligheden i tandsundhed eller bare fordele hjælpen mere jævnt uden at løse de største problemer. Kritikken fra tandlægerne peger i hvert fald på, at en ens model ikke nødvendigvis giver et lige resultat.