I sin åbningstale i Folketinget gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) det klart, at hun selv kommer fra landet – og fra mennesker af et særligt stædigt stof, der får ting til at ske. Det ord skal tages til efterretning. Men samtidig glemte hun at nævne, at meget af denne nødvendige frivillighed også opstår, fordi det store samfund forsømmer sine pligter. Derfor bør udviklingen af landdistrikterne høres med en skeptisk optimisme.
Statsministeren illustrerede sit budskab med en rørende historie om ildsjælene fra landsbyen Aarestup, der brugte otte lange år på at få rejst en multihal. Hun har helt ret i, at danske frivillige udgør noget helt særligt. Uden deres indsats ville meget ikke kunne lade sig gøre i små samfund rundt omkring.
Men der ligger en fare i at romantisere frivilligheden og fejre de driftige kvinder og mænd, der kaster sig over udviklingsprojekter. Civilsamfundet kan og skal ikke løfte opgaver, som det offentlige åbenlyst forsømmer. Selvfølgelig har den enkelte et ansvar for at bidrage til både sit nærmiljø og det større fællesskab. Men staten har også et ansvar – og her er der grobund at indhente.
Frivillighed erstatter ikke statslig investering
Det er sandt nok, at gode viljer kan samle ind til en multihal eller et kulturhus. Men den langsigtede investering, der sikrer drift og udvikling af hverdagslivet – det kan man ikke forvente af borgere, der allerede passer deres arbejde og betaler deres skat. Her savner statsministeren en plan. Hvad vil hun og regeringen konkret bidrage med, når landsbyborgerne har gjort deres indsats?
I talen fremkom der en ambition om at fjerne bureaukrati og besværlige regler, som står i vejen for kommunernes udviklingsprojekter. Det er velkommen musikk i ørerne. Hvis det kan bidrage til mere iværksætteri og flere arbejdspladser, er det en positiv udmelding.
Regeringen vil oprette et hovedsæde for lokal udvikling i Nykøbing Falster, hvor man efter statsministerens ord skal rulle den røde løber ud for kommuner med forslag til politik, der kan skabe lokale aktiviteter. Så langt er intentionen glimrende.
Økonomi afgør udviklingen
Men hvor ender den røde løber, når den først har rullet igennem? Man kan simpelt hen ikke udvikle udtømte områder med gode intentioner og et statsligt bifald. Hvis løberen blot bringer kommunerne til nogle embedsfolk, der ønsker dem held og lykke med de nye initiativer, er vi tilbage ved udgangspunktet.
Især for de mange kommuner, hvis største udfordring ikke er mangel på multihaller eller kreative idéer – det er solide underskud af kolde kontanter. Der skal konkrete økonomiske ressourcer til at få udviklingen til at fungere langsigtet. Uden dem risikerer statsministeren at skubbe ansvaret for landdistrikterne helt ud til borgerne selv.