Den britiske premierminister, Keir Starmer, lægger nu kursen om i britisk udenrigspolitik. Han ønsker en ny sikkerhedspagt med EU, og som et led i den plan meddeler han nu, at Storbritannien spytter et betragteligt beløb i G7-landenes store lånepakke til Ukraine. Der er tale om et samlet lån på 50 milliarder dollars – svarende til cirka 345 milliarder danske kroner – som skal sikre, at det krigshærgede land kan holde stand mod den russiske aggression i de kommende år.
Beslutningen er et tydeligt signal om, at regeringen i London forsøger at styrke de europæiske forsvarsbånd i en tid, hvor det politiske landskab i USA skælver. Med udsigten til en ny Trump-administration i Washington, der kræver, at Europa tager et større ansvar for sin egen sikkerhed, kigger Storbritannien nu mod Bruxelles for at danne fælles front i støtten til præsident Volodymyr Zelenskyj og det ukrainske folk.
Et historisk skifte i forholdet til EU
Keir Starmers tilnærmelse til EU markerer en ny kurs efter de seneste års mange Brexit-stridigheder. Ved at koble sig på lånepakken, som bliver finansieret af afkastet fra indefrosne russiske aktiver, sender briterne et signal om europæisk enhed. Storbritannien har specifikt øremærket 2,26 milliarder pund – cirka 20 milliarder kroner – som deres direkte bidrag til den historiske aftale.
Her gør Starmer det klart, at Storbritannien ikke længere vil stå på sidelinjen af de store europæiske initiativer, når det gælder kontinentets sikkerhed. Ved at integrere den britiske støtte i den fælles vestlige låneaftale, der blev godkendt af G7-landene i juni, forsøger London at få forholdet til Bruxelles tilbage på sporet.
Milliarderne skal sikre frontlinjen
Det enorme milliardlån er skruet sammen til at dække Ukraines mest akutte økonomiske behov. Selvom Ukraine mangler penge til alt fra infrastruktur til lønninger, er størstedelen af beløbet øremærket til militære udgifter. Det handler om ammunition, avancerede våbensystemer og vedligeholdelse af det udstyr, der allerede er i brug ved fronten.
For den britiske regering handler det dog ikke kun om diplomati og sikkerhedspolitik. Der er også økonomiske interesser og arbejdspladser på spil. Ifølge premierministerens kontor kan den ekstra finansiering åbne døre for britiske virksomheder, især inden for forsvarssektoren. Ved at være en central del af låneaftalen står de britiske producenter stærkere, når Ukraine skal købe nyt militært udstyr.
Pres fra Washington og uro i verden
Timingen af Storbritanniens tilnærmelse til EU er næppe tilfældig. Forholdet mellem de europæiske stormagter og USA er i øjeblikket præget af usikkerhed om det fremtidige samarbejde på tværs af Atlanten. Flere europæiske lande mærker et stigende pres for at stå på egne ben, især i lyset af de tiltagende spændinger i Mellemøsten og USA’s fokus på Kina.
Den virkelighed tvinger de europæiske ledere til at rykke tættere sammen. Keir Starmer lægger ikke skjul på, at samarbejde er den eneste vej frem i en verden, der føles mere usikker end i årtier. I en officiel udtalelse fra den britiske regering sætter premierministeren ord på nødvendigheden af det nye partnerskab:
»Når Storbritannien og EU arbejder sammen, får vi alle gavn af det. Og i de her volatile tider er vi nødt til at rykke hurtigere og længere på forsvarsområdet for at beskytte folk,« siger Starmer i udtalelsen.
Nye sanktioner mod russiske forsyningskæder
Sideløbende med den økonomiske støtte skruer Storbritannien yderligere op for den økonomiske krigsførelse mod Rusland. Regeringen har varslet en ny bølge af hårde sanktioner, der er rettet direkte mod de russiske virksomheder, som udgør rygraden i militærets forsyningskæder.
Målet er at gøre det endnu sværere for den russiske krigsmaskine at skaffe de nødvendige komponenter til at fortsætte invasionen. Siden krigens start har Storbritannien været blandt de mest aggressive lande, når det kommer til sanktioner, og den linje fortsætter under Starmers ledelse. Ved at kombinere økonomisk støtte til Ukraine med benhårde restriktioner mod Rusland, forsøger London at cementere sin rolle som en af Ukraines vigtigste allierede – nu i tættere parløb med EU end nogensinde før.