I DR-programmet Ugens Gæst hævdede Gade, at han ville være blevet smidt ud af Venstres folketingsgruppe, hvis han ikke selv havde nedlagt sit mandat.
En påstand der ikke kan modbevises
Gades udmelding er bemærkelsesværdig af én ganske enkel årsag: Nu hvor han er ude af Folketinget, er det umuligt at efterprøve, om truslen var reel. Han kan ikke blive smidt ud af en gruppe, han ikke længere er en del af. Det giver påstanden en nærmest urørlig karakter – og det er netop det, der gør den til et smart retorisk greb.
Om end det ikke er muligt at afgøre, hvad der ville være sket, rejser det spørgsmålet, om der i det moderne partisystem er plads til dem, der går imod partilinjen.
Hvad det fortæller om partikultur
Hvis Gades beskrivelse bare tilnærmelsesvis afspejler virkeligheden, peger det på et strukturelt problem i dansk parlamentarisme. Partier er nødt til at fremstå enige udadtil for at bevare troværdighed og vælgertilslutning – men prisen kan være, at interne stemmer kvæles, inden de når offentligheden.
Det er en balancegang, som ikke er ny. Men balancen synes at tippe mere og mere til fordel for disciplin frem for debat. Og når politikere vælger at gå – eller presses til det – mister Folketinget en stemme, der har set tingene indefra.
Et demokratisk spørgsmål uden et simpelt svar
Det er fristende at gøre Søren Gade til martyr i denne fortælling. Men billedet er mere sammensat. Gade fremsætter selv spekulationen om et forestående kick, og den kan ikke efterprøves. Det betyder ikke, at problemet er opfundet – men det betyder, at vi bør holde tungen lige i munden, når vi vurderer de konkrete omstændigheder.
Det centrale spørgsmål er ikke, om Gade ville være blevet smidt ud. Det centrale spørgsmål er, om det overhovedet kan komme på tale at smide erfarne politikere ud, fordi de er uenige med ledelsen. Svaret på det spørgsmål fortæller noget vigtigt om, hvilken slags demokrati vi har.