Det politiske Danmark venter i spænding, mens forhandlingerne om en ny regering trækker ud. Lørdag formiddag klokken 11 mødte Enhedslisten endnu en gang op på Marienborg, men det var en mærkbart mere forbeholden politisk ordfører, der mødte pressen før de afgørende samtaler.
Enhedslisten har længe arbejdet mod en konstellation bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale, hvor de selv skulle fungere som det parlamentariske fundament. Men troen på et positivt resultat er begyndt at vakle. Efter over 40 dages forhandlinger står det klart, at de ideologiske forskelle er massive.
“Det er ikke sikkert, det lykkes, for forskellene er store. Men det er vores ønske og vilje, at vi skal nå i mål,” sagde Mai Villadsen til de fremmødte journalister fra TV 2 News.
Afgrundsdyb uenighed om økonomien
Det er især den økonomiske politik, der fungerer som en stopklods i forhandlingslokalet. På den ene side står Enhedslisten med et ønske om øget lighed og investeringer i velfærd. På den anden side har Moderaterne, anført af Lars Løkke Rasmussen, medbragt en ønskeliste, der klinger hult i ørerne på venstrefløjen.
Moderaterne har undervejs i processen lagt vægt på at lette topskatten for at stimulere erhvervslivet og øge arbejdsudbuddet. For Enhedslisten er de forslag ikke bare svære at sluge – de er i direkte modstrid med deres kerneværdier om et mere retfærdigt samfund, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Villadsen lagde ikke skjul på, at afstanden til Lars Løkke Rasmussens parti er den største udfordring i de nuværende drøftelser.
Allerede før valget den 1. november gjorde Enhedslisten det til et ultimativt krav, at en regering på deres mandater skal forpligte sig til en konkret plan for at mindske uligheden i Danmark. Det krav står de fast på, og det begrænser manøvrerummet for den fungerende statsminister, Mette Frederiksen.
Ultimative krav og røde linjer
Mai Villadsen har tidligere været meget klar i spyttet om, hvad Enhedslisten nægter at lægge stemmer til. Særligt spørgsmålet om selskabsskatten er blevet en symbolsk kampplads, hvor partiet har trukket en hård linje i sandet.
“Hvis de skal sidde i regering på Enhedslistens mandater, så kan de godt pakke planerne væk om for eksempel at sænke selskabsskatten,” lød den kontante udmelding fra Villadsen til Ritzau kort før valget.
Den kompromisløse holdning blev gentaget efter lørdagens møde. Selvom parterne stadig taler sammen, er der ingen tegn på et snarligt gennembrud. Villadsen konstaterede tørt efter mødet, at der stadig findes “store knaster”, som endnu ikke er høvlet ned.
Mette Frederiksen som mægler
Rollen som kongelig undersøger og mægler varetages af Mette Frederiksen, der forsøger at bygge bro mellem de vidt forskellige politiske interesser. Hendes opgave er at finde ud af, præcis hvor langt Enhedslisten er villig til at strække sig, før de trækker stikket på projektet.
Senere lørdag fortsatte Mette Frederiksen sine samtaler med repræsentanter fra Moderaterne, SF og De Radikale. Her var formålet at briefe de øvrige partier om Enhedslistens position og vurdere, om der overhovedet er grundlag for at fortsætte i den nuværende retning.
Forløbet har været usædvanligt langstrakt. Efter første runde af forhandlingerne forsøgte Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at sondere terrænet for en blå regering. Det projekt faldt dog til jorden, da det ikke lykkedes at overtale Moderaterne til at agere støtteparti for en regering bestående af Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Dermed er den nuværende midter-venstre-konstellation reelt den eneste mulighed, hvis man vil undgå et helt nyt scenarie eller et hurtigt omvalg.
Spørgsmålet er nu, om viljen til magt er stærk nok til at overvinde de økonomiske dogmer, eller om Danmark må se i øjnene, at de politiske yderpunkter i denne omgang simpelthen er for langt fra hinanden til at danne et stabilt grundlag.