Det nye ejendomsvurderingssystem er vokset fra ministeriets vurdering i 2015 af en udviklingsomkostning på 81,8 millioner kroner til en samlet regning på fem milliarder kroner. Alligevel fungerer systemet ikke, som det skal. Det er den tunge arv, som skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) overtog, da han trådte ind i Skatteministeriet den 3. juni i år.
Ministeriet har i årevis været præget af store skandaler – fra udbytteskatskandalen, hvor Skat blev lænset for 12,7 milliarder kroner, til det milliarddyre gældinddrivelsessystem EFI, der måtte skrottes, fordi det i strid med loven opkrævede forældet gæld. Tilbage i 2015 trak politikerne i nødbremsen på EFI.
Nu er det ejendomsvurderingssystemet, der giver grå hår i hovedet – på boligejere og skatteministre.
Erkender problemet – afviser ansvaret
Jakob Engel-Schmidt lægger ikke skjul på, hvad han mener om situationen, men understreger samtidig, at problemerne ikke opstod på hans vagt.
»Det er træls. Men det er hverken mit ansvar eller noget, jeg politisk har ønsket. Jeg går selv ind for avancebeskatning på ejendom, fordi den altid aktuelle handelspris er det bedste beskatningsobjekt,« siger han.
Moderaterne ønsker på sigt at erstatte det nuværende system med en model, hvor man i stedet beskatter gevinsten ved boligsalg. Men det er et mindretalssynspunkt – og danskerne ser ud til at hænge på det eksisterende system i mange år endnu.
Deadline sat til 2028
Ministeren afviser at udtale sig i absolutter, men sætter alligevel en klar forventning op. Vurderinger og beskatning skal følges ad, og systemet skal være bragt i orden, inden ejendomsvurderingsrullet træder i kraft i 2028.
»Man skal passe på med at udtale sig i absolutter. Men jeg har en forventning om, at man kommer i takt, og at man har lavet de nødvendige forbedringer, når man kommer frem til ejendomsvurderingsrullet i 2028,« siger han.
Foreningen Skattebetalerne har foreslået et midlertidigt vurderingsloft, indtil vurderingerne forhåbentlig er kommet i takt med skatteopkrævningerne i skatteåret 2029. Ifølge Skattebetalerne vil det koste cirka 100 millioner kroner i reduceret råderum. Ministeren svarede først: »Det skal jo finansieres, og jeg ved ikke, hvad det koster.« Da han blev præsenteret for foreningens tal, lød reaktionen: »Det lyder meget billigt. Det må jeg simpelthen få nogen til at kigge på, hvis det viser sig at være nødvendigt.«
Lovgivere bærer del af ansvaret
En række konkrete sager har de seneste år afdækket, at fejlene ikke kun stammer fra embedsværket i Vurderingsstyrelsen – men også fra selve lovgivningen. Arvinger i afsluttede dødsboer har fået tilbagebetalt den halve milliard kroner, som deres afdøde pårørende betalte for meget i boligskat i perioden 2011-2020. Nybagte boligejere er blevet hængende med afdøde sælgeres boligskatteregninger. Og cirka 500.000 boligejere vil ifølge lovforslaget få tilbagebetalt strafrenter på boligrestskatter, der udelukkende skyldes forsinkede og ofte skæve ejendomsvurderinger.
Sidstnævnte har Engel-Schmidt kaldt urimeligt, og han har sendt et lovforslag i høring, der med tilbagevirkende kraft til 2021 skal sikre, at de opkrævede strafrenter tilbagebetales.
Ministeren erkender, at lovgiverne bærer et medansvar: »Nu har jeg været skatteminister i fire måneder. Men uanset hvilket parti, man er medlem af, er det trist, at man ikke politisk har taget højde for, at lovgivningen giver anledning til, at nogle mennesker kommer i klemme.«
Retssikkerhed er et centralt tema for den nye minister. Han understreger, at Skat har alverdens muskler – og at stor magt forpligter. »Når man er meget stærk, skal man også være meget god. Og derfor er jeg nødt til at ændre lovgivningen dér, hvor vi ikke er meget gode,« siger han.
