SF og partiformand Pia Olsen Dyhr er havnet i ny politisk modvind, efter flere markante personer med baggrund i Danmarks Naturfredningsforening har fået centrale poster i og omkring partiet. Kritikken går på, at SF tidligere har advaret mod den såkaldte svingdør mellem politik og lobbyarbejde, men nu selv henter folk fra en af landets mest indflydelsesrige interesseorganisationer.
Det er Ekstra Bladet, der beskriver sagen, som igen har sat fokus på forholdet mellem politiske principper og konkrete ansættelser. Debatten handler ikke kun om de enkelte navne, men også om troværdighed. Kan et parti kritisere tætte forbindelser mellem Christiansborg og interesseorganisationer, hvis partiet samtidig selv rekrutterer profiler direkte derfra?
Flere kendte profiler har skiftet side
Det mest omtalte eksempel er miljøminister Maria Reumert Gjerding. Hun kom til regeringen efter flere år som præsident og frontfigur i Danmarks Naturfredningsforening, der er blandt de mest toneangivende grønne organisationer i Danmark.
Også Jacob Mark, der i dag er børne- og undervisningsminister, bliver nævnt i sagen som en profil med baggrund i organisationen. Dertil kommer kommunikationsprofilen Emil Nielsen, som også er blandt de navne, der har bevæget sig fra naturorganisationen til SF-kredsen.
Et fjerde navn, Thomas Nystrøm, var ifølge Ekstra Bladet udset til en central rolle som særlig rådgiver. Den plan blev dog droppet, efter han trak sig i kølvandet på debat om tidligere krænkelsessager.
Samlet har ansættelserne pustet nyt liv i en kritik, der især bygger på SF’s egne tidligere udmeldinger om behovet for større afstand mellem politiske beslutningstagere og organiserede interesser.
SF foreslog selv strammere regler
Sagen vækker særlig opsigt, fordi SF i 2022 selv foreslog en karensperiode, der skulle gøre det sværere at skifte hurtigt mellem politik og lobbyarbejde. Forslaget blev dengang præsenteret som et værn mod interessekonflikter og som et middel til at beskytte tilliden til det politiske system.
Pia Olsen Dyhr advarede på det tidspunkt mod en udvikling, hvor tætte forbindelser mellem politikere og lobbyister kunne skabe tvivl om, hvem der reelt påvirker beslutningerne på Christiansborg. Og netop derfor mener kritikerne nu, at partiet bliver ramt af sine egne principper.
Kritikken handler ikke om, at personer med erfaring fra civilsamfundet eller grønne organisationer ikke kan bestride politiske poster. Den handler i stedet om tempoet i skiftene og om, hvorvidt SF bruger en praksis, partiet tidligere selv ønskede at begrænse.
Debatten føjer sig til en bredere diskussion om svingdøre i dansk politik. Når personer går direkte fra organisationer med klare politiske interesser til ministerier, partiapparater eller rådgiverstillinger, rejser det ofte spørgsmål om habilitet, adgang og indflydelse. Det gælder, uanset om organisationen repræsenterer erhvervsliv, fagbevægelse eller grønne interesser.
Partiet afviser anklager om hykleri
SF afviser dog, at der er tale om dobbeltmoral. Partiets politiske ordfører Sigurd Agersnap peger ifølge Ekstra Bladet på, at Maria Reumert Gjerding ikke har arbejdet for snævre særinteresser, men for brede samfundshensyn som natur, miljø og drikkevand.
Dermed forsøger SF at trække en skillelinje mellem klassisk lobbyisme og arbejde i en organisation, der ifølge partiet har varetaget brede grønne interesser. Men det ændrer ikke ved, at Danmarks Naturfredningsforening er en stærk aktør i den politiske debat og ofte forsøger at påvirke lovgivning og prioriteringer på miljøområdet.
Det er netop den dobbelthed, der gør sagen politisk følsom. For selv om SF fremhæver de pågældendes faglige erfaring og grønne kompetencer, ser modstanderne et mønster, hvor partiet drager fordel af de samme tætte forbindelser, som det tidligere har kritiseret.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om de konkrete ansættelser er lovlige eller formelt problematiske. Det centrale er, hvordan de bliver opfattet af vælgerne. I politik er tillid ofte lige så vigtig som regler, og når et parti bliver holdt op mod sine egne forslag, bliver afstanden mellem ord og handling hurtigt et tema.
For Pia Olsen Dyhr kommer sagen på et tidspunkt, hvor SF ellers har stået stærkt i meningsmålingerne og forsøgt at fastholde et image som et principfast parti med høj troværdighed i klima- og velfærdsspørgsmål. Netop derfor kan debatten om svingdøre og rekruttering vise sig at være mere end blot en kortvarig personalesag.
Om kritikken får længere politisk levetid, afhænger nu af, om sagen udvikler sig yderligere, eller om SF lykkes med at overbevise vælgerne om, at der er væsentlig forskel på lobbyisme for særinteresser og rekruttering af profiler med grøn faglighed.