Engang mødtes den globale elite fra New York, London og Berlin her for at diskutere verdensøkonomien. Men i dag er Sankt Petersborg Internationalt Økonomisk Forum – også kendt som ”Ruslands Davos” – forvandlet til en scene for de få vestlige venner, Kreml har tilbage. Fredag trådte en af de mest omdiskuterede af slagsen så ind i rampelyset. Det var Tysklands tidligere forbundskansler, Gerhard Schröder.
Anledningen var et personligt møde med den russiske præsident, Vladimir Putin. Selvom detaljerne om samtalen bliver holdt tæt til kroppen, lægger den russiske side ikke skjul på, at kemien mellem de to mænd stadig fejler intet.
“Det var en god samtale, en venlig en. Samtalen foregik en-til-en,” lyder det fra Putins rådgiver Jurij Usjakov via det russiske nyhedsbureau Tass.
En mægler uden mandat
Mødet finder sted på et yderst følsomt tidspunkt. Vladimir Putin har tidligere luftet tanken om, at netop Gerhard Schröder kunne fungere som en officiel mægler i fremtidige fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine. Logikken fra Kremls side er klar nok: Schröder kender Putin bedre end de fleste vestlige politikere, og han har altid prioriteret det tysk-russiske samarbejde højt.
Men i Bruxelles og Kyiv bliver forslaget mødt med en iskold skulder. EU’s kommende udenrigschef, Kaja Kallas, har tidligere slået fast, at Schröders habilitet er ikke-eksisterende. Hans mangeårige økonomiske interesser i russiske statsselskaber gør ham i vestlige øjne til en part i sagen snarere end en neutral mægler.
“På grund af hans tætte forbindelser til Rusland ville han sidde på begge sider af bordet i forhandlinger om Ukraine,” har Kaja Kallas udtalt om ekskanslerens dobbeltrolle.
Fra kanslerboligen til Gazprom
Man skal spole tiden tilbage til 2005 for at forstå, hvorfor Gerhard Schröders besøg i Sankt Petersborg vækker så stor opsigt. Blot få uger efter at han forlod posten som Tysklands kansler, takkede han ja til en toppost i Nord Stream-konsortiet, der er kontrolleret af den russiske gasgigant Gazprom.
Det blev startskuddet til en karriere i russisk erhvervsliv, der kulminerede med en bestyrelsespost i olieselskabet Rosneft. Han trak sig først fra posten i maj 2022 efter massivt pres som følge af invasionen, men han har aldrig lagt afstand til Vladimir Putin. I Tyskland er han i dag en politisk paria, og hans eget parti, SPD, har uden held forsøgt at smide ham ud.
Schröder selv forsvarer sig med, at dialog er nødvendig, og at personlige relationer kan åbne døre, som det officielle diplomati ikke kan. Men kritikerne peger på, at han i virkeligheden er blevet et redskab for russisk magt og en brik i Putins forsøg på at splitte det europæiske sammenhold.
Det isolerede forum og den historiske kontekst
Selve konferencen i Sankt Petersborg viser tydeligt Ruslands nye virkelighed. Hvor man tidligere så topchefer fra Siemens, Shell og Volkswagen, er deltagerlisten nu domineret af delegationer fra Kina, Indien og de arabiske lande. For Putin er forummet et bevis på, at Rusland ikke er isoleret, men blot har kigget mod øst og syd i stedet.
Det er en vigtig symbolsk sejr for Kreml, at en tidligere leder af Europas største økonomi stadig møder op. Det sender et signal til den russiske befolkning om, at der stadig findes ”fornuftige stemmer” i Vesten, der tør gå imod sanktionerne. Det står dog i skarp kontrast til historien. I 1994 underskrev Rusland Budapest-memorandummet, som garanterede Ukraines suverænitet – en aftale, som Putin i dag ignorerer, mens han promoverer Schröder som en mulig fredsskaber.
Spørgsmålet er dog, hvor meget reel indflydelse Schröder egentlig har tilbage. Uden opbakning fra den nuværende tyske regering under Olaf Scholz eller fra EU-systemet, forbliver hans rolle som mægler ren teori. Mødet i Sankt Petersborg bekræfter måske venskabet, men det understreger også den dybe kløft mellem den tidligere kansler og det politiske etablissement i hans hjemland.
Mens krigen i Ukraine fortsætter, vil Schröders rejser til Rusland blive fulgt med vrede i de europæiske hovedstæder. For nogle er han en mand, der holder en dør på klem. For de fleste er han symbolet på en fejlslagen tysk Rusland-politik, der gjorde Europa afhængig af russisk energi – en afhængighed, der før krigen betød, at Tyskland fik over 55 procent af sin naturgas fra netop Rusland.