Det russiske imperium, som Vladimir Putin har brugt årtier på at bygge op, slår nu alvorlige revner. Mens verdens øjne hviler på de fastlåste frontlinjer i det østlige Ukraine, udspiller der sig lige nu et geopolitisk drama langt fra slagmarken. Putins netværk af allierede, der før stod som en solid mur mod Vesten, er i færd med at gå i opløsning.
Kreml er presset på flere fronter på én gang. I Venezuela kæmper Nicolás Maduro mod et massivt pres fra USA, Iran mærker konsekvenserne af direkte militære sammenstød, og i Europa har Viktor Orbán mistet terræn i Ungarn. Men det mest opsigtsvækkende skifte sker i Syrien – et land, der i årevis har været Ruslands vigtigste strategiske anker i Mellemøsten.
En bastion i opbrud
Efter Bashar al-Assads fald er det politiske landskab i Syrien vendt fuldstændig på hovedet. Hvor landet før var en trofast støtte til Kreml, søger den nye midlertidige ledelse nu i en helt anden retning. Et tydeligt tegn på skiftet er den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs aktive diplomati over for den nye ledelse i Damaskus. Det er ikke bare høflighedsvisit, men et signal om en ny verdensorden, hvor Ukraine aktivt udfordrer Ruslands interesser på globalt plan.
Zelenskyj har allerede lagt fundamentet for samarbejdet gennem møder med Syriens midlertidige leder, Ahmad Shara, under FN’s Generalforsamling. Nu bliver ord til handling: De diplomatiske forbindelser genoptages, og der er planer om ambassader i både Kyiv og Damaskus. For Putin er det lidt af en lussing, da Syrien i årevis har været platformen for Ruslands militære muskler i regionen.
Ukraine som den foretrukne partner
Det kan virke overraskende, at en nation i krig har overskud til at række ud til Syrien. Men for den nye syriske ledelse giver partnerskabet god mening. Ukraine har nemlig en helt unik viden og erfaring, som få andre lande kan matche. De har stået ansigt til ansigt med russisk militærtaktik og iranske droner i årevis.
Eksperter peger på, at Ukraine tilbyder et samarbejde uden de komplikationer, som de traditionelle vestlige stormagter ofte bringer med sig. Den ukrainske Mellemøsten-ekspert Ihor Semyvolos forklarer det sådan her:
“Ukraine er en unik partner – landet har praktisk erfaring i kampen mod russisk og iransk ekspansion, samtidig med at det ikke har NATO’s ‘politiske byrder’ eller forpligtelser over for Israel.”
Kampen om de strategiske havne
En central del af den nye strategi handler om at ramme Rusland, hvor det gør mest ondt: På deres logistik og militære infrastruktur. Syrien huser vitale russiske militærbaser i Tartus og nær Latakia. Baserne er ikke bare symboler på magt; de er afgørende knudepunkter for Ruslands evne til at operere i både Mellemøsten og Afrika. Hvis Ukraine og deres nye syriske partnere formår at presse russerne ud af disse havne, vil det svække Moskvas globale rækkevidde markant.
Men Ukraines ambitioner stopper ikke ved Middelhavets kyst. Rapporter tyder på, at ukrainsk personel også er aktive i Libyen. Her udnytter de Ruslands sårbarhed i et område, som Kreml ellers har brugt som transitpunkt for deres operationer i Afrika. Ved at forstyrre disse ruter tvinger Ukraine russerne til at bruge ressourcer på at forsvare fjerne forposter i stedet for at sende alt materiel til fronten i Ukraine.
En global slagmark
Det, vi ser nu, er en udvidelse af konflikten til den globale scene. Rusland har længe brugt hybridkrig og strategiske baser i udlandet til at drille Vesten, men nu får de deres egen medicin at smage. Den israelske analytiker Yigal Levin understreger, hvor vigtige disse geografiske knudepunkter er:
“Disse steder fungerer som transitpunkter for operationer, f.eks. hvis man vil videre til Afrika. Derfor holder russerne så fast på deres baser, da de ligger strategisk ved Middelhavet,” forklarer Levin.
Når Ukraine nu træder ind som en aktiv spiller i Syrien og Libyen, underminerer det fortællingen om den russiske uovervindelighed, som Putin har forsøgt at sælge til resten af verden. Hvis de tidligere allierede fortsætter med at kigge mod Kyiv i stedet for Moskva, kan det være starten på enden for Ruslands status som global stormagt. Putins greb om magten svækkes ikke kun indefra, men i høj grad gennem tabet af de strategiske makkere, der før holdt hans ambitioner flydende.