Situationen i det østlige Ukraine er spidset voldsomt til. Fredag rettede Vladimir Putin en direkte og benhård anklage mod styret i Kyiv. Ifølge den russiske præsident stod Ukraine bag et målrettet angreb på et kollegium i den besatte Luhansk-region – et angreb, der har efterladt både dræbte og sårede.
Svaret fra Kreml kom med det samme, og retorikken var usædvanlig skarp. Putin afviste blankt, at der kunne være tale om en fejl eller en vildfaren raket. For ham var der ingen tvivl: Det var en bevidst handling mod civile mål.
“Jeg har bedt forsvarsministeriet om at forberede muligheder for gengældelse,” lød det fra Putin ifølge TV 2.
Blodige tal fra frontzonen
Tallene fra fronten er dystre. Putin hævder, at seks personer har mistet livet, mens 39 er kommet til skade i eksplosionerne ved kollegiet. Men man skal tage tallene med et gran salt. De stammer udelukkende fra russiske kilder, og hverken Ukraine eller uafhængige observatører har haft mulighed for at tjekke, om de overhovedet taler sandt.
I en krigszone som Luhansk er sandheden ofte det første offer. Begge parter bruger jævnligt hændelser som denne til at styre fortællingen om konflikten. For Putin er ordet “terror” et effektivt værktøj. Det kan bruges til at retfærdiggøre nye, voldsomme angreb over for den russiske befolkning.
En region i juridisk og militært ingenmandsland
Skal man forstå alvoren i Putins trusler, skal man kigge på Luhansks særlige status. Tilbage i september 2022 erklærede Rusland, at de havde annekteret regionen sammen med Donetsk, Kherson og Zaporizhzhia. Det skete efter de såkaldte “skinafstemninger”, som det meste af verden fordømte, fordi de foregik under russisk militær besættelse.
Ukraine og resten af verden anerkender ikke annekteringen. For Kyiv er Luhansk stadig ukrainsk jord, der bare er midlertidigt besat af en fremmed magt. Det skaber en helt absurd situation: Når Ukraine angriber mål i området, ser de det som en befrielse af eget land. Rusland ser det derimod som et angreb på russisk jord.
Den uenighed er selve kernen i den nuværende eskalering. Ved at kalde angrebet for “terror” forsøger Putin at flytte fokus. Han vil have det til at handle om ukrainsk aggression mod uskyldige civile i stedet for en militær konflikt.
Historisk perspektiv: Fra suverænitet til invasion
Der er en vis historisk ironi over Ruslands snak om grænser. Da Sovjetunionen faldt fra hinanden, skrev Rusland under på Budapest-memorandummet i 1994. Dengang lovede de – sammen med USA og Storbritannien – at respektere Ukraines grænser, herunder Luhansk og Krim. Til gengæld afleverede Ukraine deres atomvåben.
Siden 2014, og især efter den store invasion i februar 2022, har Rusland blæst på de aftaler. Når Putin nu lover hævn for et angreb i en region, han selv har snuppet med magt, ser analytikere det som en fast strategi. Rusland laver reglerne om, mens de spiller, og ignorerer alt, hvad de tidligere har skrevet under på om Ukraines selvstændighed.
Hvad betyder det for krigens næste fase?
Når en præsident beder sit militær om en plan for “gengældelse”, er det sjældent bare tomme trusler. Det plejer at betyde en ny bølge af missilangreb mod ukrainske kraftværker eller kommandocentre. Vi har set det før. Rusland har tidligere brugt den slags hændelser som en undskyldning for at bombe elnettet eller civile boligområder i byer som Kyiv og Kharkiv.
Ukraine holder kortene tæt til kroppen. De har hverken bekræftet eller afvist, at de står bag angrebet i Luhansk. Men den tavshed er ikke usædvanlig. Den ukrainske hær venter ofte længe med at kommentere på operationer bag fjendens linjer.
Lige nu sidder resten af verden tilbage med et stort spørgsmål: Er det her starten på en ny og endnu voldsommere fase af krigen? Eller er det bare psykologisk krigsførelse, der skal knække ukrainernes moral? Uanset hvad, så er fronten i øst mere usikker end længe. Og det er som altid de civile i de omstridte områder, der betaler den højeste pris.