Det lignede et mareridtsscenarie for en af cykelsportens største stjerner. Med blot 35 kilometer tilbage af det prestigefyldte Milano-Sanremo, også kendt som ‘La Primavera’, lå Tadej Pogacar pludselig på den italienske asfalt. Et uheld sendte sloveneren i jorden, og mens støvet lagde sig, så drømmen om en sejr i årets første monument ud til at forsvinde hurtigere, end han kunne nå at rejse sig.
Styrtet skete på et kritisk tidspunkt i løbet, hvor positionering er altafgørende, og hastigheden i feltet skrues i vejret før de afgørende stigninger. For de fleste ryttere ville et sådant uheld have betydet enden på alle ambitioner om en podieplads, men Pogacar nægtede at give op, selvom chokket sad i kroppen.
– Da jeg røg ned, troede jeg et kort øjeblik, at det hele var slut. Det er det værst tænkelige tidspunkt at styrte på lige før finalen, men heldigvis kom jeg hurtigt tilbage på cyklen uden de store skader, siger Tadej Pogacar i vinderinterviewet.
Redningen kom i form af en massiv holdindsats fra UAE Team Emirates. Da Pogacar kom tilbage på cyklen, stod hans hjælpere klar til at ofre sig. Nils Politt og Tim Wellens var de første til at tage slæbet og guide sloveneren gennem rækkerne af biler og tilbage til feltet. Det var en kamp mod uret, men Pogacars blik var stift rettet mod fronten.
Da han først var tilbage i varmen, overtog Isaac del Toro og Brandon McNulty arbejdet. De holdt et tempo, der gjorde det muligt for Pogacar at genvinde fatningen, før han satte sit eget nådesløse angreb ind. På den næstsidste stigning, Cipressa, eksploderede løbet. Pogacar skød frem, og kun de absolut stærkeste rivaler kunne følge med hans voldsomme acceleration.
Efter løbet lagde vinderen ikke skjul på, at holdkammeraternes indsats var den direkte årsag til, at han overhovedet havde muligheden for at køre om sejren. Uden deres støtte i minutterne efter styrtet havde han sandsynligvis kastet håndklædet i ringen.
– De gav mig håbet tilbage, og benene var stadig gode. Hvis jeg ikke havde haft holdet omkring mig, var jeg nok aldrig kørt til højre ind på Cipressa. Så var jeg nok bare fortsat ligeud mod målstregen, siger Tadej Pogacar.
Finalen blev en taktisk og fysisk magtdemonstration. På den legendariske stigning Poggio forsøgte Pogacar igen at ryste sine konkurrenter. Verdensmesteren Mathieu van der Poel måtte kæmpe for at holde kontakten, hvilket efterlod Pogacar i en direkte duel mod den britiske multikunstner Tom Pidcock. De to ryttere fulgtes ad ned mod målstregen i Sanremo, hvor det hele skulle afgøres i en intens spurt.
Selvom Pidcock er kendt for sin eksplosivitet, formåede Pogacar at time sin spurt til perfektion. Det var en tæt duel, hvor marginalerne afgjorde, hvem der kunne række armene i vejret. Pogacar viste dog, at han besidder en sjælden kombination af udholdenhed og hurtighed, da han krydsede stregen som vinder af sit fjerde forskellige monument.
Med sejren i Milano-Sanremo skriver Tadej Pogacar sig endnu dybere ind i historiebøgerne. Han har nu vundet fire ud af cykelsportens fem monumenter. Kun det berygtede Paris-Roubaix mangler i samlingen, før han har opnået ‘fuld plade’ – en bedrift, som kun de færreste i sportens historie har præsteret. Fokus skifter nu mod de franske brosten, hvor han senere på foråret vil forsøge at fuldføre sin historiske mission.