Enhedslisten sætter hårdt mod hårdt
Det politiske landskab i Danmark står over for en potentielt sprængfarlig situation, efter at Enhedslisten har formuleret et ultimativt krav til en kommende regering. Partiet, der ofte fungerer som det parlamentariske fundament for en rød eller centrum-venstre-ledet regering, vil ikke længere nøjes med hensigtserklæringer. Der skal handles, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at sidde på magten med opbakning fra venstrefløjen.
Politisk ordfører Pelle Dragsted gør det klart, at partiet er parat til at gå hele vejen. Hvis en regering baserer sit flertal på Enhedslistens mandater, skal den forpligte sig til en konkret og bindende plan for at mindske den økonomiske ulighed i det danske samfund. Sker det ikke, vil partiet ikke tøve med at stille et mistillidsvotum, hvilket i praksis betyder, at regeringen må gå af.
Ifølge Pelle Dragsted er tiden med tålmodighed forbi, og han peger på en bekymrende udvikling, der har strakt sig over flere årtier. Han mener, at Danmark befinder sig i en historisk brydningstid, hvor de økonomiske prioriteringer skal lægges fundamentalt om.
“Vi står ved en skillevej. Uligheden er vokset og vokset i de sidste 30 år, og nu står vi i en situation, hvor de økonomiske kløfter ikke har været større,” siger han.
Objektive mål skal sikre handling
For at undgå at kravet om mindre ulighed blot bliver til tomme ord i et regeringsgrundlag, insisterer Enhedslisten på, at indsatsen skal kunne måles sort på hvidt. Partiet peger på objektive økonomiske kriterier som Gini-koefficienten, der er det internationale standardmål for ulighed. Ved at binde regeringen op på målbare resultater håber partiet at kunne holde de folkevalgte fast på deres løfter gennem hele valgperioden.
Selvom Pelle Dragsted endnu ikke har sat et specifikt tal på, præcis hvor meget uligheden skal falde, før partiet er tilfreds, er retningen ikke til at tage fejl af. Det handler om at bryde med den mangeårige tendens, hvor de rigeste er blevet rigere, mens de nederste lag i samfundet ikke har oplevet den samme fremgang. Partiet ønsker dog ikke at låse sig fast på én bestemt overvågningsmodel, men fastslår, at de løbende vil vurdere, om de nødvendige skridt bliver taget.
Hvis de aftalte reformer udebliver, eller hvis de ikke har den ønskede effekt på de økonomiske skel, vil konsekvensen være kontant. Enhedslisten vil i så fald trække sin støtte, hvilket vil efterlade en mindretalsregering uden det nødvendige flertal til at føre politik.
Frontalt sammenstød med midterpartierne
Kravet fra Enhedslisten skaber en direkte konflikt med de partier, der befinder sig i midten af dansk politik. Særligt Moderaterne og De Radikale har udtrykt stor skepsis over for de værktøjer, som Enhedslisten foreslår. Et af de mest centrale stridspunkter er indførelsen af en formueskat, som Pelle Dragsted fremhæver som en effektiv måde at bekæmpe ulighed på.
Både Moderaterne og De Radikale ses som afgørende brikker i dannelsen af en regering hen over midten eller en centrum-venstre-regering. Men deres økonomiske politik ligger langt fra Enhedslistens ønsker. Mens venstrefløjen vil beskatte de rigeste hårdere, har midterpartierne ofte talt for at lette skatterne for at stimulere vækst og erhvervsliv.
Pelle Dragsted lader sig dog ikke skræmme af de potentielle samarbejdspartneres modstand. Han sender en direkte advarsel til de partier, der drømmer om at føre blå økonomisk politik med røde mandater i ryggen. Han understreger, at visse politiske tiltag er direkte uforenelige med Enhedslistens støtte.
“Hvis de skal sidde i regering på Enhedslistens mandater, så kan de godt pakke planerne væk om for eksempel at sænke selskabsskatten,” siger han.
En usikker parlamentarisk fremtid
Med denne udmelding har Enhedslisten trukket en rød linje i det politiske sand. Det betyder, at enhver kommende statsministerkandidat, der har brug for partiets stemmer, skal navigere i et ekstremt svært terræn. På den ene side står kravet om markante indgreb mod ulighed, og på den anden side står midterpartiernes ønske om en erhvervsvenlig kurs.
Det er ikke første gang, Enhedslisten har luftet tanken om ultimative krav, men timingen og den direkte trussel om et mistillidsvotum markerer en skærpelse af retorikken. Det efterlader vælgerne og de øvrige partier med et klart spørgsmål: Kan der overhovedet findes et fælles grundlag, eller vil Danmark ende i en parlamentarisk låst situation, hvor ingen kan samle et stabilt flertal uden at give køb på deres mest fundamentale principper?
Indtil videre står Pelle Dragsted og Enhedslisten fast. For dem er kampen mod ulighed ikke bare et politisk ønske, men en eksistentiel nødvendighed for deres fortsatte støtte til en siddende regering.