For de fleste israelere er valget den 27. oktober et opgør mellem premierminister Benjamin Netanyahu og hans modstandere, anført af den tidligere general Gadi Eisenkot. Men for de palæstinensiske borgere, der udgør 20 procent af Israels befolkning, ser virkeligheden anderledes ud.
Det politiske centrum i Israel har rykket sig markant mod højre, og palæstinensiske borgere oplever stigende trusler mod deres politiske og kollektive rettigheder. Bosættere rykker ind i og omkring deres lokalsamfund, mens volden vokser – og det spørgsmål, der fylder hos mange, er, om et kryds på stemmesedlen overhovedet gør nogen forskel.
Et statsborgerskab med huller
Siden Nakbaen i 1948 har de palæstinensere, der forblev i det område, der blev erklæret som den nye israelske stat, levet en anden skæbne end deres landsmænd på Vestbredden og i Gaza. De fik israelsk statsborgerskab i 1952 og blev frigjort fra krigsret i 1966.
Men formelt statsborgerskab har ikke betydet reel ligestilling. Palæstinensiske borgere møder diskriminerende lovgivning, systematisk underfinansiering af basale services og politisk marginalisering. Den israelske stat har gennem jordkonfiskation og styring af uddannelse og kultur forsøgt at løsrive palæstinenserne fra deres historiske rødder – og i stedet promovere en model af den “arabiske israeler” som en borger uden palæstinensisk national identitet.
Fremfor direkte vold – som det er set på Vestbredden og i Gaza – har den israelske stat i stedet overladt brutaliteten til kriminelle netværk. Palæstinensiske lokalsamfund har oplevet drab, skudepisoder, bombeangreb og brandstiftelse, mens politiet i vidt omfang har ignoreret problemerne. Organiserede kriminelle grupper har angiveligt stjålet avancerede våben fra israelske hærlagre eller via smugling.
En accelereret ‘rekolonisering’
Parallelt med den voksende kriminalitet er israelske bosættelser i nærheden af palæstinensiske lokalsamfund vokset, ledsaget af landbeslaglæggelser. I blandede byer som Jaffa og Lydd begyndte religiøse nationalister at etablere sig i palæstinensiske kvarterer allerede i 2021.
Siden oktober 2023 er processen accelereret. Israels finansminister Bezalel Smotrich fremlagde i august sit partis plan for at “jødificere” Negev-ørkenen og det nordlige Israel – med et mål om at tilføje én million jødiske beboere til de to regioner, etablere 40 nye bosættelser og bygge hundredtusindvis af nye boliger og gårde.
Dertil kommer nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvirs Nationalgarde, hvis præcise rolle og operationelle ramme stadig er under udvikling, men som potentielt kan indsættes mod masseprotester. Ben-Gvir har desuden udstedt 300.000 våbenlicenser siden sin tiltræden – et tal, der understreger den tiltagende militarisering af hverdagen.
Kan valget ændre noget?
Det palæstinensiske parti Ra’am, ledet af Mansour Abbas, har argumenteret for, at parlamentarisk deltagelse og støtte til den anti-Netanyahu-blok kan bremse den yderste højrefløj. Men partiets egne erfaringer taler et andet sprog.
Ra’am deltog i koalitionsregeringen dannet efter valget i 2021 – den regering, der netop ekskluderede Netanyahu – men formåede ikke at skabe grundlæggende forbedringer for de palæstinensiske borgere. I 2022 erkendte Ra’am-medlem Mazen Ghnaim offentligt, at han ikke kunne gennemføre politikker til gavn for den palæstinensiske befolkning, på trods af at hans parti sad i regeringen og på trods af løfter om det modsatte.
Problemet stopper altså ikke ved Netanyahu selv. Palæstinensisk støtte til anti-Netanyahu-blokken kan ikke oversættes til en reel udfordring af de strukturer, der driver diskrimination og landbeslaglæggelse.
Valget kan muligvis bremse projektet en smule – men det kan ikke vende den dybere transformation, der finder sted i det israelske samfund. Artiklens forfatter skriver, at han vil stemme ved valget, fordi han mener, at endnu fire år med yderste højrefløj ved magten udgør en umiddelbar trussel mod palæstinensiske borgere og deres rettigheder.
Palæstinensiske politiske ledere er nødt til at indse, at valgdeltagelse alene ikke er nok. Det kræver en bredere demokratisering og en forankring i det civile samfund – og en erkendelse af, at palæstinensiske borgeres skæbne i Israel er uløseligt forbundet med alle palæstinenseres skæbne.