Forsinkelse uden slutdato
Det nye Odense Universitetshospital (OUH) forsinkes for anden gang. Patienter og personale kommer ikke til at flytte ind i efteråret 2027, som oprindeligt planlagt, og Region Syddanmark kan endnu ikke oplyse, hvornår de kan det.
Totalentreprenøren Odense Hospital Project Team Joint Venture I/S (OHPT) har meddelt, at det ikke længere er realistisk at afslutte arbejdet efter den gældende tidsplan. Bygningerne kan dermed ikke blive afleveret til tiden.
Regionsrådsformand er skuffet
Regionsrådsformand Bo Libergren (V) udtrykker stærk frustration over situationen: “Jeg er ekstremt ærgerlig og skuffet over, at vi ikke når i mål til den tid, vi har aftalt. Vi brugte lang tid på at lave en realistisk tidsplan, sidst vi sad i samme situation, og alligevel er det ikke lykkedes at holde aftalen.”
Libergren erkender, at forudsætningerne har været vanskelige. To store underentreprenører er gået konkurs, men understreger, at det er totalentreprenørens ansvar at håndtere sådanne udfordringer og få hospitalet i mål til tiden.
Tidligere tegn på problemer
Allerede i sommeren 2024 blev det klart, at tidsplanen var under pres. Den første bygning i hospitalskroppen blev ikke afleveret til den aftalte deadline den 31. juli. Nu ligger det fast, at alle øvrige bygninger ligeledes bliver forsinket.
OHPT begrunser forsinkelserne med flere faktorer: arbejde fra andre entreprenører i området, løbende ændringsønsker fra Region Syddanmark, lange myndighedsprocesser og usædvanlige vejrforhold.
Dagboder på pause
Ved forsinkelser er det normalt at pålægge dagbøder. Dette krav blev sat på pause i juni, mens regionen vurderede totalentreprenørens anmodning om tidsfristforlængelse.
“Vi er nu i gang med at analysere, om OHPT’s krav berettiger til en tidsfristforlængelse. Mens vi gør det, har vi sat dagboden på pause. Pauseringen betyder ikke, at taxameteret ikke tæller, men det betyder, at vi skal være helt sikre på, hvilken periode der skal kræves dagbod for,” forklarer Bo Libergren.
