Netflix’ nye sci-fi-film ‘The Last House’ havde alt, hvad der skal til for at blive en spændende dommedagsfilm. En interessant præmis om mennesker, der bliver spærret inde i deres egne hjem af en usynlig kraft. To af Hollywoods mest eftertraktede skuespillere i hovedrollerne. En instruktør, der har arbejdet på storbudget-actionfilm som ‘Fast X’.
Alligevel formår filmen at gøre det næsten umulige: at gøre dommedag søvndyssende.
Instruktør Louis Leterrier og manuskriptforfatter Matthew Robinson – manden bag den charmerende ‘Love and Monsters’ – efterlader Greta Lee og Wagner Moura uden meget at arbejde med. Lee spiller Riley og Moura spiller hendes mand Jason, der sammen med deres to børn bliver fanget i deres hjem sammen med resten af verdens befolkning. En usynlig membran forsegles omkring døre og vinduer, og familierne verden over må overleve med de forsyninger, de har i huset, mens en ukendt trussel lurer på den anden side af hoveddøren.
Præmissen minder om ‘The Mist’ og kunne i teorien have været interessant. Men Leterrier kan ikke beslutte sig for, hvad han vil lave. Er det et intimt, karakterdrevet familiedrama eller en pulserende overlevelsesthriller? Resultatet er, at ingen af delene fungerer særlig godt.
Både Lee og Moura virker uoplagte og savner enhver form for kemi. Det er svært ikke at undre sig over, hvad to så dygtige skuespillere laver i en sådan metervareproduktion. Manuskriptet giver dem heller ikke meget at arbejde med. Robinson nøjes med at lire de mest klichéfyldte replikker af og krydrer dem med en overflødig voice-over, der ikke tilføjer noget som helst til historien.
Filmens temaer – overlevelse, økokritik og familie – er ikke nye. Utallige dommedagsfilm og -serier har behandlet dem før, og langt mere overbevisende. ‘The Last House’ kredser overfladisk omkring dem uden at tilføje noget perspektiv eller dybde.
Værst er filmens mærkelige brug af fiskerianalogier. Jasons hobby som lystfisker bliver på mystisk vis løsningen på familiens problemer – både når det gælder sult og monstre. “Let’s go fishing”, udbryder han, mens familien gør klar til kamp mod et søuhyre. Det er svært at tage noget som helst alvorligt, når sådan noget skal være filmens løsning på eksistentielle trusler.
En lille redningskrans er monstrenes designs, som dog kun ses meget sporadisk. Filmens fokus ligger primært på familiens covid-19-lignende isolation og deres interne konflikter – hvilket kunne have været interessant, hvis det var blevet behandlet med mere nuance og mindre klichéer.
Selv stjernestøvet fra Lee og Moura formår ikke at redde ‘The Last House’ fra at være et halvhjertet og dræbende kedeligt bud på jordens undergang. Det er sjældent, at en dommedagsfilm lykkes så dårligt med at skabe spænding, når præmissen egentlig ligger lige til højrebenet.