En principiel udfordring uden svar
Rasmus Stoklund har et argument. Fagforeninger løfter vigtige samfundsopgaver – de støtter erhvervsuddannelser, sikrer stabilitet på arbejdsmarkedet og er medspillere i arbejdsretten. Derfor bør de få skattefradrag, mener den socialdemokratiske politiker.
Det lyder fornuftigt. Men når man graver lidt dybere ned i logikken, begynder argumentet at krakelere som is i sommersolen.
Spørgsmålet er nemlig ikke, om fagforeninger gør en forskel. Det gør de uden tvivl. Spørgsmålet er: hvorfor skal de have særlige skattefordele, når så mange andre aktører i Danmark løfter præcis samme type opgaver uden at få noget igen?
Hvem aflaster egentlig staten?
Hvis Stoklunds princip holder – at aktører, som aflaster staten for udgifter, skal have skattefradrag – så burde listen være lang.
Tag privatforsikringer. Når danskere tegner en privat sundhedsforsikring, aflaster de direkte det offentlige sundhedsvæsen. Det samme gælder forældre, der sender børn på friskole, eller familier, der selv betaler for plads på privatplejehjemmet. Alle disse valg reducerer presset på de offentlige kasser. Hvis logikken skal være konsistent, burde disse mennesker også få skattefradrag.
Men der er mere. I civilsamfundet udfolder sig en helt parallel verden af frivilligt arbejde, der løfter opgaver, staten ellers skulle finansiere. Fodboldklubber skaber fællesskaber, der hjælper børn ud af mistrivsel. Besøgsvenner holder ensomme ældre mennesker selskab. Frivillige ildsjæle driver hele Foreningsdanmark.
Disse mennesker løfter uden tvivl væsentlige samfundsopgaver. Deres fravær ville indiskutabelt hæve regningen til staten. Men alene af den grund tildeles de ikke skattefradrag.
Dobbeltmål eller principper?
Her ligger kernen i kritikken: Stoklund fremfører et princip, der kun gælder for fagforeninger. Det er ikke et princip – det er en særinteresse.
Hvis man mener, at aktører, som aflaster staten, skal have økonomisk støtte, må det enten gælde alle eller ingen. Man kan ikke give fagforeninger skattefradrag og samtidig nægte det til mennesker, der tegner privat sundhedsforsikring eller til de tusindvis af frivillige, der holder civilsamfundet kørende.
Det er forståeligt, at Stoklund ikke ønsker at save den gren over, som Socialdemokratiet sidder på. Fagforeninger er traditionelt tæt knyttet til arbejderbevægelsen og det socialdemokratiske projekt. Men det gør ikke argumentet mere principielt – det gør det mindre.
Hvad betyder det for debatten?
Denne debat handler ikke om fagforeningernes værdi. Det handler om konsistens i politikken. Når man argumenterer for særlige ordninger, skal argumentet kunne holde, når man anvender det på andre områder.
Hvis Stoklund kan forsvare skattefradrag for fagforeninger, men ikke for private sundhedsforsikringer eller frivilligt arbejde, må han præsentere et argument, der skelner mellem dem. Ikke bare sige, at fagforeninger gør en forskel – for det gør alle de andre også.
Debatten viser et større problem i dansk politik: vi har svært ved at være konsistente, når særinteresser er på spil. Vi giver nogle grupper fordele, fordi de er organiserede eller historisk vigtige, mens andre – ofte mindre synlige – grupper, der løfter lige så vigtige opgaver, får intet.
Det er ikke et argument mod fagforeninger. Det er et argument for at være ærlig om, hvad vi gør, og hvorfor. Hvis vi mener, at nogle aktører skal have skattefradrag, fordi de aflaster staten, så må vi være villige til at give det til alle, der gør det samme. Eller vi må være ærlige om, at det handler om noget helt tredje – om magt, tradition og organisering.
Indtil da er Stoklunds princip lige så stabilt som softice under en hedebølge.