Mitte Madsen er ikke særlig krævende. Hun stiller sig tilfreds med tag over hovedet og brød på bordet – og det er præcis det, der gør hende interessant.
I sin nye roman ‘Orgiet’ udforsker Vibeke Grønfeldt en kvinde, der gennem årene har tilpasset sine drømme efter virkeligheden. Hun er ikke alene om det. Mange af os gør det samme – bare uden at være helt så bevidst om det. Mitte Madsen er anderledes. Hun har ikke bare accepteret mindre. Hun har gjort det til en kunst form.
Grønfeldts fortælling følger Mitte gennem en bevidthedsstrøm, der både er poetisk og præcis. Det moderne velfærdssamfund bliver til et spejl, hvor læseren møder sig selv – eller i det mindste møder spørgsmål, man gerne ville have undgået.
Fra at modtage til at producere
Gennem hele sit liv har Mitte levet af det, der blev sendt i hendes retning. Ofte var det resterne af andres overdådighed – de ting, andre mennesker havde for meget af og derfor kunne give væk. Det var ikke meget, men det var mere end hun havde forventet. Sådan fungerede hendes verden.
Men så sker der noget. Mitte begynder at tjene penge. Ikke på almindelig arbejde, men på at anonymisere verden omkring hende – at omdanne mennesker og begivenheder til forskellige former for tekster under et pseudonym. Pludselig er hun ikke længere modtager. Hun er producent.
Det er her, romanen bliver interessant. For hvad sker der med en person, der hele livet har levet efter princippet ‘tæring efter næring’, når hun pludselig har råd til mere? Hvordan håndterer man at gå fra at være tilfreds med det mindste til at skulle navigere i muligheder?
Et samfundsportræt i små detaljer
Grønfeldts roman er ikke en klassisk fortælling med klare vendepunkter og løsninger. Det er snarere et samfundsportræt, der bygger på små observationer og indre monologer. Gennem Mittes øjne ser vi velfærdssamfundet fra en vinkel, som mange formentlig ikke har reflekteret over før.
Romanen stiller stiltiende spørgsmål om, hvad det betyder at have og ikke have. Om hvordan samfundet fungerer for dem, der ikke stiller store krav. Og måske vigtigst: om hvad der sker, når mennesker, der har lært at være tilfredse med lidt, pludselig får mulighed for mere.
Det er præcis denne stilhed i fortællingen, der gør den kraftfuld. Grønfeldt skriver ikke med store gestusfuldhed. Hun skriver med præcision – ord for ord, observation for observation – og bygger derigennem et billede af en kvinde og en verden, der føles både nær og fremmed på samme tid.
For læseren betyder det, at ‘Orgiet’ ikke er en roman, man bare læser. Det er en roman, man må tænke med. Og det er sjældent at møde sådan noget.