Dansk politik har i de seneste år været vidne til en forvandling, man sjældent ser. Mette Frederiksen, der før var selve symbolet på den rene, røde etpartiregering, har skiftet kurs. Nu står hun i spidsen for en bred midterregering sammen med de gamle rivaler fra Venstre og de nye Moderater. Men det politiske hamskifte kommer med en pris.
Fra rød frontkæmper til midterstrateg
Hvis man vil forstå, hvor vi er i dag, skal man se på de tre scener, der har defineret Mette Frederiksens tid som statsminister. Den første scene fandt sted i juni 2019. Her landede hun aftalen om sin første regering – en ren socialdemokratisk en af slagsen, båret frem af den røde blok. Dengang var kursen klar: Det handlede om velfærd, klima og en stram udlændingepolitik, der skulle hente vælgerne hjem fra Dansk Folkeparti.
Den næste store forvandling kom under corona. Her blev Frederiksen nationens samlende, men også meget kontante leder. Det lagde fundamentet til det, kritikerne kaldte en ekstrem centralisering af magten, mens vælgerne kvitterede med tårnhøje målinger. Det var her, billedet af den ufejlbarlige beslutningstager for alvor bed sig fast.
Men den tredje forvandling – den vi ser nu – er den farligste. Med SVM-regeringen har Mette Frederiksen forladt den trygge havn i rød blok for at søge magten på midten. Det er en manøvre, der har efterladt store dele af hendes eget bagland med en flad fornemmelse af fremmedgørelse.
En følelse af manglende hjerteblod
Da den brede regering blev præsenteret, lignede det mest af alt et fornuftsægteskab præget af nødvendighed frem for begejstring. Berlingskes chefredaktør, Pierre Collignon, bed mærke i, at statsministeren virkede distanceret under seancen.
“Jeg kunne ikke undertrykke en følelse af, at Mette Frederiksen ikke havde hjertet med,” lød det fra Pierre Collignon i Berlingske, da han analyserede statsministerens optræden ved præsentationen af den nye regering.
Og netop det rammer plet i Socialdemokratiets største problem lige nu. Når partiet rykker mod midten for at lave reformer med Venstre, risikerer de at miste forbindelsen til deres egne kernevælgere. Det er de arbejdere og velfærdsstøtter, der ser skævt til skattelettelser og store strukturreformer.
Den åbne flanke mod blå blok
Den største fare for Mette Frederiksen er dog den flanke, hun har efterladt pivåben for de blå partier uden for regeringen. Ved at rykke ind på midten har hun svækket sit eget stærkeste våben mod partier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Før kunne Socialdemokratiet med oprejst pande sige, at de var de eneste, der kunne forene en stram udlændingepolitik med et forsvar for velfærden. Men i en regering med Venstre bliver den fortælling mudret. Når regeringen sløjfer helligdage eller piller ved beskæftigelsen, får oppositionen til både højre og venstre frit løb til at angribe Socialdemokratiet for at sælge ud af arvesølvet.
“Det kan blive decideret farligt for Mette Frederiksen. Hun har på én gang udløst en intern krise og svækket Socialdemokratiets afgørende force over for Dansk Folkeparti,” vurderer Pierre Collignon i sin analyse hos Berlingske.
Hvad betyder det for vælgerne?
For den helt almindelige vælger kan det politiske landskab i dag virke som lidt af et rod. Før vidste man, at en stemme på Socialdemokratiet betød rød politik, men de garantier er væk nu. Den nye kurs kræver, at Mette Frederiksen leverer resultater, der er så mærkbare, at vælgerne glemmer alt om det ideologiske hamskifte.
Hvis SVM-projektet ikke får styr på manglen på arbejdskraft eller presset på sygehusene, kan Frederiksens tredje forvandling meget vel blive hendes sidste som statsminister. Spørgsmålet er nu, om de blå partier formår at udnytte den åbne flanke – eller om Mette Frederiksen endnu en gang kan genopfinde sig selv, når det politiske vejr skifter.