Metal er på fremmarch: Eksperter kalder det en guldalder for genren

Anton Christensen
Anton Christensen24. oktober 2026
Crowd of fans at a live rock concert holding up phones.

Foto: Konstantin Mishchenko — Pexels License

Ædel Fetich. Speedslut. Nyredolk. NECKBREAKKER. Baest. SYL. Listen over nye danske metalbands vokser, og det er ikke kun musikscenen, der lægger mærke til det. Det pibler frem med nye metalbands og festivaler, de kan spille på – og der er gang i en slags guldalder for genren.

Jeppe Nissen, booker og direktør for den anerkendte Copenhell-festival, sætter ord på udviklingen:

– Det er en meget sund scene, vi har. Det er en scene, som har ambitioner, som har selvtillid, og som har ret meget talent. Man kan tilnærmelsesvis kalde det en guldalder.

Fra 350 til 700 billetter

En af de festivaler, der mærker væksten direkte på bundlinjen, er Odense Metalfest, som i dag skyder gang i sit femte år. Booker og manden bag festivalen, Jakob Schultz, fortæller, at antallet af solgte billetter er fordoblet siden starten.

Første år solgte festivalen cirka 350 billetter. I år er der solgt omkring 700, inden portene overhovedet er åbnet. Og det overrasker ham lidt, da festivalen har et snævert fokus på genrer som dødsmetal, trashmetal og hardcore.

– Det er en meget spændende tid, fordi der kommer rigtig meget nyt på scenen, og der er meget etableret også, som stadig rykker rigtig meget, siger Jakob Schultz.

– Det er der jo så et voksende publikum til, for der kommer flere hvert år.

Internationale øjne på Danmark

Jakob Slyngborg Trolle, vært på metalpodcasten Sort Søndag og foredragsholder om metalmusik, bekræfter billedet. Han ser ikke bare en lokal bølge – han ser en international anerkendelse af danske bands.

– Vi ser en guldalder. Vi ser en kæmpe opblomstring af, hvad de her bands kan – både kommercielt, men også kreativt. Jeg ser danske bands, der turnerer i USA. Jeg kan se, at vi har godt fat i Europa, og internationale metalmedier kigger mere på Danmark, end de længe har gjort.

Med et halvt grin tilføjer han, at man ikke engang behøver følge med i branchen for at opdage tendensen. Man kan bare gå ud ad døren.

– Jeg ser jo bare flere, der går rundt med de fede metal t-shirts i bybilledet.

Hård verden kræver hård musik

Blandt publikum mærkes væksten også. 21-årige Julius Stisager fra Odense er en flittig gæst til metalkonserter og lægger mærke til, at skaren er blevet mere mangfoldig.

– Der kommer flere bands, og der kommer flere og flere folk, som man normalt ikke ser til de koncerter. Folk flokkes om metallen, og det er fedt at se, at der kommer så mange nye mennesker ind i kulturen. Det er virkelig, virkelig fedt.

Men hvorfor vokser metalmusikken? Det handler om den verden, vi lever i, tror podcastvært Jakob Slyngborg Trolle.

– Man skal være ualmindelig jubeloptimistisk, hvis man synes, at den verden, vi lever i lige nu, er den fedeste, vi nogensinde har prøvet at leve i. Og det sætter sig måske i os, at vi har behov for noget hård, kompromisløs, vild musik.

Copenhell-direktør Jeppe Nissen peger desuden på fællesskabet som en central drivkraft. – Det er et fællesskab, som er meget, meget stærkt og i en verden, som måske brænder rimelig meget under fødderne på alle, så søger man noget fællesskab. Noget stærkt fællesskab.

Mest læste