Forholdet mellem mennesker og hunde stikker dybere, end vi hidtil har forestillet os. Et omfattende DNA-studie kaster nu et helt nyt lys over vores fælles historie og tvinger forskere til at rykke tidslinjen for hundens domesticering markant. Det viser sig nemlig, at partnerskabet mellem de to arter blev smedet i en tid, hvor verden så helt anderledes ud end i dag.
Resultaterne, som netop er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature, bekræfter, at hunde allerede var en integreret del af menneskers liv i palæolitikum – også kendt som den ældre stenalder. Det betyder, at båndet opstod længe før landbrugets opståen, i en tid hvor jæger-samlere stadig vandrede frit i landskabet som nomader.
Genetiske spor fra Storbritannien til Tyrkiet
Forskerne bag studiet har analyseret genetisk materiale fra forhistoriske hunde fundet på fem forskellige arkæologiske lokationer. Disse fundsteder strækker sig over et enormt geografisk område, der rækker helt fra Storbritannien i vest til Tyrkiet i øst. Ved at kortlægge DNA fra disse tidlige hunde har forskerne fået et unikt indblik i, hvordan dyrene spredte sig og udviklede sig sammen med de tidlige menneskegrupper.
Den ældste hund i studiet dateres til at have levet for cirka 15.800 år siden. Dette fund er afgørende, da det flytter de hidtil ældste genetiske beviser for hundens tilstedeværelse med omkring 5.000 år i forhold til tidligere antagelser. Det understreger, at hunden ikke blot var et biprodukt af det bofaste landbrugsliv, men derimod en uundværlig allieret for de nomadiske jæger-samlere i vildmarken.
Hunde som en værdifuld handelsvare
Et af de mest opsigtsvækkende fund i undersøgelsen er den genetiske sammenhæng mellem hundene på tværs af de forskellige geografiske områder. Selvom de mennesker, hundene levede hos, var genetisk meget forskellige fra hinanden, var hundene overraskende ens.
Dette mønster tyder på, at hunde ikke blot opstod lokalt forskellige steder, men snarere blev udvekslet eller handlet mellem forskellige grupper af mennesker. Det antyder eksistensen af avancerede sociale netværk og interaktion mellem forhistoriske samfund, hvor hunden har været så værdifuld, at man har bragt den med sig over store afstande eller givet den videre som en vigtig ressource.
“Menneskerne er så forskellige, men hundene er stort set de samme,” forklarer Greger Larson, palæogenetiker ved University of Oxford og en af forskerne bag studiet, til The New York Times.
En arv fra fortidens ulve
Selvom studiet fastslår hundens tilstedeværelse for næsten 16.000 år siden, rækker de evolutionære rødder endnu dybere. Det er velkendt, at hunden nedstammer fra fortidens ulve, men præcis hvornår de to arter skiltes, er stadig genstand for debat i videnskabelige kredse. Nogle forskere peger på, at den genetiske adskillelse mellem ulve og de tidlige hunde kan være sket for mere end 30.000 år siden.
Det nye studie bidrager med en vigtig brik til dette puslespil ved at vise, hvordan hunden som art hurtigt blev en fast følgesvend over enorme distancer. Den genetiske arv fra disse tidlige palæolitiske hunde kan stadig spores i de hunde, vi kender i dag, hvilket giver os en direkte linje tilbage til vores forfædres lejrbål.
Et stort skridt for videnskaben
Indsigten i hundens tidlige historie vækker begejstring blandt eksperter, da den ikke kun fortæller om dyrenes udvikling, men også om menneskets egen evne til at tæmme og samarbejde med naturen i en ekstremt tidlig fase af vores udvikling.
“Det er et stort skridt fremad i forhold til at fremme vores viden om mennesker og hunde,” siger Elaine Ostrander, ekspert i hundegenomik ved National Human Genome Research Institute.
Med de nye fund må historiebøgerne nu revideres. Hunden var ikke blot en følgesvend, da vi begyndte at dyrke jorden og bygge byer; den var vores trofaste partner i vildmarken, tusindvis af år før den første plov blev sat i jorden. Denne dybe forbindelse mellem to arter ser ud til at være en af de mest succesfulde og langvarige alliancer i klodens historie.