Lyset brændte længe i vinduerne på Marienborg fredag aften. Her forsøgte landets politiske top at knække koden til en ny regering, og efter ti timers uafbrudte forhandlinger bag lukkede døre kunne aktørerne først forlade embedsboligen i Lyngby sent fredag aften. Selvom mørket var faldet på, og trætheden meldte sig, var meldingen fra forhandlingsbordet forsigtigt optimistisk.
De Radikales leder, Martin Lidegaard, lagde ikke skjul på, at fredagens runde havde været en af de tunge i det langstrakte forløb. Partierne mødtes klokken 13, og først omkring klokken 23 kørte bilerne atter fra ejendommen. Men på trods af de mange timer i lokalet er det endelige regeringsgrundlag ikke sendt til tryk endnu.
Adspurgt om de fire partier – Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale – var nået i mål med et fælles grundlag fredag, var svaret fra Martin Lidegaard tøvende:
– Knap nok. Vi kom da et godt stykke videre, siger De Radikales leder.
Det parlamentariske puslespil
Det er nu over ni uger siden, at danskerne satte deres kryds ved folketingsvalget. Siden da har Mette Frederiksen (S) sonderet terrænet for at finde en konstellation, der kan mønstre de magiske 90 mandater, som kræves for at have et flertal bag sig. Den nuværende konstellation, der i politiske kredse kaldes en S-SF-M-R-regering, består af Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Moderaterne.
Tilsammen råder de fire partier over 88 mandater. Det betyder, at de i sig selv vil udgøre en mindretalsregering, der er afhængig af støtte udefra for at sikre et flertal. Her kigges der primært mod venstrefløjen, hvor Enhedslistens 9 mandater og Alternativets 6 mandater skal fungere som det parlamentariske sikkerhedsnet. Hvis den konstruktion holder, vil regeringen have et solidt flertal, men vejen dertil er brolagt med politiske kompromiser om alt fra økonomi til klima.
Udfordringen opstår, hvis et af støttepartierne, for eksempel Enhedslisten, vælger at stå uden for en aftale. I det scenarie bliver de nordatlantiske mandater og Alternativet tungen på vægtskålen. Det er denne matematiske virkelighed, der gør forhandlingerne så tidskrævende; hver eneste sætning i et kommende regeringsgrundlag skal kunne accepteres af partier, der på mange områder har vidt forskellige visioner for Danmark.
En historisk lang ventetid
At der er gået over to måneder siden valget, gør de nuværende forhandlinger til nogle af de længste i nyere dansk historie. Til sammenligning tog det i 2019 Mette Frederiksen tre uger at danne sin etpartisregering. Den nuværende situation afspejler et Folketing, hvor de traditionelle blokke er brudt op, og hvor Moderaternes indtog som midterparti har ændret dynamikken fundamentalt.
Lars Løkke Rasmussen, leder af Moderaterne, bekræftede ved sin afgang fra Marienborg, at arbejdet fortsætter ind i weekenden. Der er tale om en intensivering af forløbet, hvor også torsdagens forhandlinger trak ud til efter midnat. Spørgsmålet om, hvornår danskerne endelig får præsenteret et nyt ministerhold, står dog stadig hen i det uvisse.
Adspurgt om tidshorisonten for en færdig regering, svarede Martin Lidegaard kortfattet:
– Det er også et godt spørgsmål, sagde en fåmælt Lidegaard.
Hvad venter forude?
For læseren kan de mange timer på Marienborg virke som en teknisk proces, men indholdet af de dokumenter, der lige nu diskuteres, får direkte betydning for alt fra skatteniveauer til fremtidens sundhedsvæsen. Når forhandlingerne trækker ud, skyldes det ofte den svære balance mellem Moderaternes ønske om reformer og SF’s fokus på velfærd og minimumsnormeringer.
Samtidig skal De Radikale finde deres plads i en regering, hvor de ikke længere er det eneste midterparti, der kan svinge taktstokken. Weekendens forhandlinger forventes at fokusere på de sidste knaster i økonomien og fordelingen af ministerposter, før Mette Frederiksen kan gå til dronningen og melde klar til sin anden regering.
Indtil da må både pressen og befolkningen væbne sig med tålmodighed, mens de politiske ledere forsøger at bygge bro over de ideologiske kløfter i det danske politiske landskab.