En gammel politisk konflikt har fået nyt liv, efter den terrordømte Said Mansour i weekenden døde i et marokkansk fængsel. Sagen har igen sat fokus på udvisningen fra Danmark i 2019 – og på, hvem der egentlig kan tage æren for, at den blev gennemført.
Det står især klart i den offentlige ordveksling mellem udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Danmarksdemokraternes formand Inger Støjberg, skriver B.T.
Baggrunden er, at Inger Støjberg torsdag i et interview slog fast, at hun er tilfreds med at have medvirket til udvisningen af Said Mansour. Samtidig rettede hun kritik mod den nuværende regering og dens udlændingepolitik, som hun ikke mener følger samme kurs.
Det udløste hurtigt en reaktion fra Lars Løkke Rasmussen, som på sociale medier gjorde det klart, at han ikke deler Støjbergs fremstilling af forløbet. Han afviser, at æren for udvisningen alene kan placeres hos den tidligere udlændinge- og integrationsminister.
“Man bliver så træt …”, skrev Løkke i sit opslag, hvor han samtidig trak en flere år gammel uenighed frem igen.
Kernen i den genopståede strid ligger i et forløb fra 2018. Dengang valgte Inger Støjberg ikke at deltage i et FN-topmøde i Marrakesh. I stedet rejste den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen selv til Marokko.
Ifølge Løkke fik netop den rejse stor betydning for den senere udvisning af Said Mansour. Under besøget mødtes han med Marokkos daværende udenrigsminister, og her blev der ifølge Løkke skabt en forståelse, som senere gjorde det muligt at sende Mansour ud af Danmark.
Dermed handler den aktuelle konflikt ikke kun om en enkelt udtalelse. Den handler også om et gammelt magtforhold mellem to tidligere Venstre-profiler, som i årevis har stået på hver sin side i flere markante politiske opgør.
Said Mansour blev frataget sit danske statsborgerskab og udvist i 2019 efter et længere forløb. Sagen vakte stor debat, fordi den både rummede spørgsmål om terror, statsborgerskab, diplomati og Danmarks muligheder for at sende dømte personer ud af landet.
Netop derfor er det også politisk værdifuldt at blive forbundet med resultatet. Udvisningen blev dengang set som en markant sag i dansk udlændingepolitik, og den står stadig som en af de mest omdiskuterede i nyere tid.
Det er den kontekst, der nu igen gør spørgsmålet om ansvar og ære politisk sprængfarligt. Mens Støjberg fremhæver sin egen rolle i den hårde linje over for udvisningsdømte og terrordømte udlændinge, peger Løkke på, at det diplomatiske arbejde i kulissen var afgørende for, at sagen overhovedet kunne ende med en udvisning.
Konflikten viser samtidig, hvordan gamle uenigheder i dansk politik hurtigt kan blusse op igen, når en sag vender tilbage til den offentlige debat. Mansours død har ikke ændret på de juridiske beslutninger, der blev truffet dengang, men den har genåbnet diskussionen om, hvem der drev processen frem.
For Lars Løkke Rasmussen er pointen tilsyneladende, at udvisningen ikke kun var et resultat af indenrigspolitisk vilje, men også af udenrigspolitisk arbejde og kontakt til marokkanske myndigheder. For Inger Støjberg er sagen endnu et eksempel på den kurs, hun fortsat gerne vil forbindes med.
Det gør sammenstødet til mere end blot et personligt opgør. Det er også et billede på, hvordan tidligere regeringskolleger stadig kæmper om fortællingen om nogle af de mest profilerede beslutninger fra deres fælles tid i Venstre.
At netop Said Mansour igen er blevet omdrejningspunkt, understreger, hvor stærkt sagen stadig står i dansk politik. Selvom udvisningen fandt sted for flere år siden, er den fortsat tæt knyttet til spørgsmål om handlekraft, ansvar og politisk profilering.
Løkke har i den forbindelse gjort det klart, at han mener, hans egen indsats var central. Ifølge ham var mødet i Marokko med til at bane vejen for den løsning, der senere blev ført ud i livet.
Dermed er fronterne endnu en gang trukket skarpt op mellem de to politikere. Og selv om striden tager udgangspunkt i fortiden, siger den også noget om nutiden: Kampen om politiske resultater stopper sjældent, bare fordi årene går.
Ifølge B.T. udspiller den gamle konflikt mellem Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg sig dermed igen i fuld offentlighed – denne gang med Said Mansour-sagen som omdrejningspunkt.