En mulighed der skal gribbes rigtigt
Libyen har potentialet til at blive en game-changer på det globale energimarked. Med omkring 48 milliarder tønder beviste oliereserver – det største på hele kontinentet – og betydelige gaslagre har landet pludselig verden på lyttepost. Den stigende global energikrise, udløst af konflikten mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden, har gjort europæiske lande desperate efter alternative energikilders og handelsruter. For Libyen betyder det øget efterspørgsel og højere priser. Men det er ikke uden faldgruber.
Landet producerer dagligt 1,5 millioner tønder olie, som når det internationale marked via Middelhavet. Desuden forbinder Greenstream-gasledningen Libyens Mellitah-kompleks direkte til Europa. Alt dette gør Libyen til en vigtig spiller i diversificeringen af Europas energiforsyning – ikke bare for Europa, men også andre dele af verden.
Spørgsmålet er imidlertid, hvordan Libyen kan udnytte denne mulighed fuldt ud, mens landet samtidig kæmper med strukturelle begrænsninger og usikkerhed. Svaret kræver mere end blot at pumpe mere olie ud af jorden.
Energieksportør – og energifattig samtidigt
Her er ironien: Libyen er både en gigantisk energieksportør og en energifattig nation. På trods af massive olie- og gasreserver oplever libyerne regelmæssigt strømafbrydelser. Mere end 70 procent af landets gasproduktion går til indenlandsk forbrug – hovedsageligt til elproduktion. Produktionen er ikke engang nok til at dække både hjemmemarkedet og eksportforpligtelser.
Resultatet taler for sig selv: Gaseksportene er faldet dramatisk fra omkring 200 milliarder kubikfod i 2019 til blot 35 milliarder i 2025 – det laveste niveau i 22 år. Samtidig spilder Libyen mindst 200 milliarder kubikfod gas årligt ved afbrænding, fordi infrastrukturen er underudviklet. Gas der kunne generere elektricitet, støtte industrien eller øge eksporterne går simpelthen til spilde.
Det internationale Valutafond har vurderet Libyens samlede energisubsidiers byrde til omkring 17 milliarder dollar – svarende til cirka 35 procent af landets BNP. Det er blandt verdens højeste. Mange af disse midler går til at subsidiere importeret raffineret brændstof, fordi Libyens eget raffineringskapacitet er stærkt underudviklet.
En ressourceforbandelse der ikke skal gentages
Den globale energikrise giver Libyen en historisk chance for at øge sine hydrokarborinkomster. Men chancen bærer også en stor risiko. Hvis landet blot følger sit gamle mønster – producere hydrokarboner, eksportere dem, distribuere indtægterne og udskyde strukturelle reformer – vil det aldrig undslippe ressourceforbandelsen. En økonomi bygget alene på olieeksport betyder økonomisk stagnation og ineffektivitet.
I stedet skal Libyen bruge de øgede indtægter til at transformere hele sit energisystem. Det betyder at indfange den gas, der bliver afbrændt, modernisere elproduktionen, udvide hjemmemarkedet for raffinering, reformere subsidier, investere seriøst i vedvarende energi og deltage i bæredygtig regiona energisamarbejde. Landets nationale strategi for bæredygtig energi sigter mod at få 22 procent af elproduktionen fra vedvarende kilder inden 2035 – et ambitiøst mål, der kræver massive positive skift inden for sikkerhed og styring.
Libyen gennemførte sin første større olie- og gaslicenseringskampagne siden 2007 i februar. amerikanske Chevron, italienske Eni, QatarEnergy, spanske Repsol, ungarske MOL, nigerianske Aiteo og tyrkiske TPAO sikrede sig nye licenser. Kommercielle og geopolitiske interesser går sjældent helt fra hinanden inden for energi – men for Libyen skaber det også forhandlingskraft. Snarere end at blive en arena, hvor eksterne aktører konkurrerer om individuelle aktiver, kunne Libyen bruge diversificerede partnerskaber til at tiltrække investeringer og teknologi, samtidig med at det reducerer afhængighed af en enkelt partner.
Fra eksportør til mediterrant energiknutepunkt
Libyens transformation bør ikke stå alene. Landets strategiske mål bør være at blive en integreret del af et mediterrant energiknutepunkt ved at udvide samarbejdet med nabostaterne og udnytte eksisterende produktionskapacitet og infrastruktur. Mod øst har Egypten et stort elsystem og betydelig raffineringkapacitet. Mod vest forbinder Tunesien adgang til det bredere Maghreb – og i stigende grad til europæiske markeder. Libyen sidder imellem dem med enorme hydrokarbon ressourcer, betydelige solpotentiale og eksisterende energiforbindelser til begge naboer.
Vigtige skridt er allerede taget for at uddybe det regionale energisamarbejde. I januar underskrev Egypten og Libyen en energisamarbejdsaftale om udforskning og udvikling af råolieraffination. De to lande diskuterer også konstruktionen af en 800 km ledning, der forbinder Tobruk med Alexandria – et projekt på 1 milliard dollar, der ville transportere libysks råglie direkte til egyptiske raffinaderier. Libyen og Tunesien udvider også deres samarbejde. Tidligere denne måned åbnede det libysktunisiske selskab Joint Oil en international licenskampagne, der dækker omkring 3.000 kvadratkilometer af delt offshore-område og udvikling af det grænsekrydsende Zarat olie- og gasfund.
Risikoen her er, at udvidet samarbejde kunne udvikle sig til afhængighed. Hvordan man undgår det, er den lektie Libyen kan lære fra Hormuz-krisen. Landet har stadig brug for tilstrækkelig hjemmlig elproduktion, raffinering og produktionskapacitet for at beskytte sig selv. Regionale integrationbør tilføje alternativer i stedet for at skabe nye sårbarhed: flere markeder, flere elledninger, flere behandlingsmuligheder og flere eksportruter.
Et øjeblik for strategisk genopbygning
Iran-krigen har givet Libyen noget potentielt mere værdifuldt end midlertidigt højere hydrokarbonpriser: fornyet strategisk relevans. Men større strategisk relevans gør ikke automatisk landet til en mere pålidelig energipartner. At omdanne det første til det andet kræver en radikalt anderledes tilgang – ikke blot til den indenlandske olie- og gasindustri, men også til den overordnede økonomiske udvikling og regionalpolitik.
Libyen må bruge dette øjeblik til at forfølge en strategisk genopbygning: øge produktionen, samtidig med at man genvinder spildt gas, forbedrer elinfrastrukturen, udvikler raffination og vedvarende energi, styrker regionale forbindelser og samarbejde, og bruger konkurrence blandt internationale partnere til at tiltrække investeringer. Libyen har allerede ressourcerne og geografien til at blive en endnu større aktør på energimarkedet. Spørgsmålet er, om det kan opbygge resten.