København ændrer ansigt, men spørgsmålet er, om det går stærkt nok – eller overhovedet i den rigtige retning. Området omkring Vesterport Station og Tivoli bliver i dag beskrevet som en kulturel ørken, hvor de arkitektoniske minder står tilbage som drænede gravstene. Det har nu fået debattører til at lufte radikale forslag for at vække hovedstaden til live igen.
Kritikken af Vesterport er ikke til at tage fejl af. For mange fremstår stationen og dens omgivelser som et gråt og deprimerende knudepunkt, der mangler den magi, som nabohuset Tivoli ellers leverer. Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, Jytte Kjærgaard, lægger i et debatindlæg i Berlingske ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af området.
“Der har altid hvilet en indgroet depression over Vesterport, dette »trinbræt« før eller efter Hovedbanegården,” lyder det fra Jytte Kjærgaard, der efterlyser mod til at tænke helt nyt.
Et LEGO-museum som nyt trækplaster
Forslaget er lige så opsigtsvækkende, som det er konkret: Riv de eksisterende bygninger ned og skab en helt ny entré til Københavns gamle have. Jytte Kjærgaard foreslår specifikt at fjerne den farverige Palads-biograf, som hun kalder en “flerfarvet sukkerknald”. Alternativt kunne man jævne Axelborg med jorden og sende Landbrug & Fødevarer til Jylland.
I stedet for de nuværende kontorer og biografer ser hun et moderne LEGO-land for sig med tilhørende museum. Her kunne man udstille imponerende kopier af det danske kongeskib bygget udelukkende af de verdenskendte klodser. Visionen er at skabe et område, som både turister og børn vil elske, og som administrativt kan smelte sammen med Tivoli.
Men den slags byplanlægning kræver, at man lægger sentimentaliteten på hylden. Ved at omdanne Vesterport til en overdækket metrostation med navnet “Station: Tivoli”, kunne man ifølge forslaget binde byen bedre sammen og skabe en kulturel rød tråd fra stationen til havens hovedindgang.
Opgør med systemet på plejehjemmene
Mens debatten om byens fysiske rammer raser, er der også gang i en ophedet diskussion om de menneskelige rammer i kommunen. Særligt forholdene på byens plejehjem og politikernes prioriteringer står for skud. Kritikken i Berlingskes spalter går her på en stigende detailstyring, hvor fokus på madvalg – som for eksempel linser frem for kød – overskygger selve omsorgen.
Lone Hansen fra Nykøbing Sjælland peger på, at beboerne på plejehjemmene ofte er prisgivet et topstyret system, hvor de har mistet retten til selv at vælge deres hverdag. Hun minder om, at de færreste selv har valgt at ende på et plejehjem, men er havnet der efter en lang kamp for at klare sig selv.
“Måske skulle man lige minde vores lokalpolitikere om, at nok har de set lyset og linserne, men når man bor på plejehjem, vælger man det sjældent selv,” skriver Lone Hansen i sit indlæg i debatten.
Krav om lighed i forplejningen
Frustrationen over de politiske beslutninger har også ført til mere kontante forslag. Erik Svanberg fra Hellerup foreslår, at politikerne på Københavns Rådhus selv skal mærke konsekvenserne af deres beslutninger. Han mener, at de folkevalgte bør tvinges til at spise nøjagtig den samme mad, som de serverer for kommunens svageste borgere.
Men midt i kritikken af det offentlige system lyder der også et forsvar for de private løsninger, der hjælper de ældre i hverdagen. Anna Dawids fra København tager bladet fra munden og forsvarer udbringningstjenesten Nemlig.com. For mange ældre og handicappede er servicen ikke bare en luksus, men en nødvendighed for at få hverdagen til at hænge sammen.
Endelig rører debatten også ved de sociale spilleregler i byen. Jacob Vest fra København efterlyser konsekvens over for negativ social kontrol på gymnasierne. Han mener, at elever, der presser andre til religiøse handlinger, bør bortvises, så de danske uddannelsesinstitutioner forbliver frie rum uden pres fra ortodokse regler.